Lagt på Storkene.dk den 31. marts 2019



Kendt storkerede er beboet igen

Ventetiden har været alenlang og utålmodigheden har været næsten ubærlig for de mange storkefans, der siden august måned, har haft storkeabstinenser.  Men søndag sluttede ventetiden, da hunstorken Anikka landede på den kameraovervågede storkerede i Smedager ved Tinglev. Ankomsten til hjemmet i den lille sønderjyske landsby, markerede alslutningen på en mange tusinde kilometer lang og farlig rejse fra Afrika og det er faktisk rekordtidligt hun er landet.


Annika få minutter efter ankomst fra Afrika (Foto: TV-Syd/Storkene.dk)


På Storkene.dks´ Facebookside er der allerede tikket lykønskningsbeskeder ind fra glade danskere, der har set frem til denne dag. 

»Som altid er dette en stor dag, som vi her hos Storkene.dk, har set meget frem til. Det er klart, at når man lægger så mange ressourer og tid i arbejdet omkring et storkepar, som vi her i foreningen gør, så er man naturligvis altid spændt på, om storkene har klaret turen fra vinterkvarteret«, siger storkeeksperten fra Storkene.dk, Mogens Lange Petersen.  

 

Følg med direkte på din skærm 

Nu er det så bare at vente på, at magen Tommy indfinder sig. Sidste år ankom storkene med meget få dages mellemrum. Hunstorken Annika ankom i 2018 den 9. april, mens hendes tyske mage Tommy kom halsende efter den 12. april.

Når først parret er samlet igen, går det hele meget stærkt. Den første parring sker umiddelbart efter genforeningen og i løbet af 8-10 dage vil det første befrugtede æg blive lagt. Herefter går der cirka 4 uger  med rugning, før den første unge i Smedager ser dagens lys.

Ligesom tidligere vil Storkene.dk og TV Syd i samarbejde transmittere live fra storkereden 24/7 igennem hele ynglesæsonen og på den måde give seerne et indblik i livets gang i en storkerede og vejen fra æg til flyvefærdig ungstork.

Følg med her


 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS