Lagt på Storkene.dk den 6. april 2019

Jyske storkeunger på vej

Blot 6 dage efter storkeparret i Smedager i Sønderjylland blev genforenet, er det første æg nu lagt. Lørdag morgen afslørede billeder fra kameraet, der overvåger storkereden, at hunstorken Annika i løbet af natten havde lagt et æg. I løbet af de næste 8-10 dage, vil der blive lagt til maksimalt 6 æg, der med sikkerhed alle er befrugtede.

- Storkeparret har døgnet rundt parret fra første minut de blev genforenet, så chancen for, at æggene alle bliver befrugtede, er meget stor. For storkeparret er den næste måned en stille tid, der går med rugning, personlig pleje og ikke mindst skal reden og æggene forsvares mod indtrængende storke, siger Mogens Lange Petersen fra Storkene.dk, der siger, at andre storke i denne uge har været forbi Smedager.

- I denne uge har vi flere gange set, at storkene har været nødt til at markere sig for at holde andre storke væk. Og da storkeparret er kommet tidligere end mange andre storke, skal de nok få travlt med at holde intrængende storke væk, når hovedtrækket ankommer medio april. Vi mennesker ser meget gerne, at der kommer flere storkepar til Danmark, men Tommy vil helt sikkert ikke acceptere andre storke i umiddelbar nærhed. Så de må finde hen til nogle af de mange andre storkereder der findes -

Det første æg vil klække omkring den 6-8. maj, men hvor mange unger der kommer på vingerne i juli måned, afhænger af vejr og fødeudbud. Udover storkereden i Smedager i Sønderjylland, er der æg i storkereden i Gundsølille ved Roskilde, hvor der forventes unger omkring den 1. maj.

Første æg ses her.  (Foto: Storkene.dk/TV Syd)

Flere storkepar kan stadig komme

Andre steder i Jylland er der for tiden enlige storke, blandt andet på Djursland, hvor en skånsk stork fra 2015 for andet år i træk har slået sig ned. Også omkring Randers har en stork huseret de seneste dage og blandt andet er set ved Vorup Enge. Derudover er der set storke på Bornholm, Sjælland og i Midtjylland. Et storkepar skal som udgangspunkt have dannet par inden den 10. maj for at have held med yngel, og det er der stadig længe til.

- Vores største ønske hos Storkene.dk er, at der kommer et storkepar mere til Danmark. Og i år burde mulighederne være kraftigt forøget, grundet det gode trækvejr gennem Balkan og Østeuropa, der har sikret, at storkene kommer rettidigt frem - siger Mogens Lange Petersen




 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS