Lagt på Storkene.dk den 24 . april 2019



Utæt paddevandhul bliver lappet - og nye søer på vej

Der er godt nyt på vej til Danmarks naturelskere og for det eneste storkepar i Jylland, som yngler i Smedager ved Tinglev. Netop i disse dage ruger parret på 5 æg, der gerne skulle klække i starten af maj.

Tidligere på året blev det første større paddevandhul etableret i forbindelse med storkereden. Det skulle have stået klar til storkeparrets ankomst, men desværre viste det sig hurtigt, at der var en lækage i vandhullet, som dog bliver udbedret indenfor den kommende måned.

-  Bunden holder vand, men der er konstateret små revner i siderne, som skal tætnes. Entreprenøren, der har opført paddevandhullet, vil om kort tid lægge vejen forbi Smedager for at foretage en simpel vibrering af siderne og herefter skulle utætheden være fikset - siger Mogens Lange Petersen, der er den lokale storkeekspert hos Storkene.dk



Paddevandhullet da der endnu var vand i det - nu står det tomt og skal repareres.

 

Minivådområde på vej til jysk storkepar

Som planlagt, vil padddevandhullet dog først kunne være til gavn for storkeparret, når de er tilbage i Smedager i 2020 og først om nogle år, vil der være opbygget en rimelig bestand af padder, som vil udgøre en del af storkenes føde. Men når storkeparret lander i Smedager i 2020, vil der formentlig være en lang række større og mindre vandhuller, der samlet set vil udgøre et mindre vådområde til gavn for blandt andre områdets storke.

- I forbindelse med, at vi fik etableret det første paddevandhul, fik jeg en henvendelse fra Jesper Tofft, der driver firmaet Ravnhøj Consult. Firmaet beskæftiger sig med etablering af blandt  andet paddevandhuller. Han luftede en ide for mig, om at tage kontakt til de lokale lodsejere for at få dem til at lægge jord til et par vandhuller. Umiddelbart var jeg overrasket over henvendelsen, men efter et møde, hvor Jesper Tofft fremlagde ideen og finansieringen, blev vi enige om, at der var fornuft i projektet -  fortæller Mogens Lange Petersen.

Den 9. marts var Jesper Tofft med til indvielse af paddevandhullet i Smedager og fik i den forbindelse kontakt til en række inviterede landmænd. Og så gik det ellers stærkt.

-  Der var umiddelbart en hurtig respons fra landmænd og andre lodsejere på egnen. I løbet af et par uger, fik vi lavet aftale om etablering af ialt 15 småsøer og dertil kommer 4 steder, hvor vi restaurerer eksisterende vådområder indenfor en afstand af 5-6 km fra Smedager - siger Jesper Tofft.

- Der bliver tale om lavvandede småsøer, som skal give nogle af storkens fødeemner, som blandt andet frøer og mosegrise et løft. Det vil dog tage nogle år, før et forbedret fødegrundlag viser sig, slutter Jesper Tofft.

Projektet finansieres af private midler fra Markus Jebsens Naturpulje og omfatter et  samlet område på størrelse med 2 fodboldbaner af international størrelse.



Storken med et yndet fødeemne i næbbet.



Storken som løftestang for bedre natur

I skrivende stund er der indleveret ansøgninger om tilladelse til etablering af de mange vandhuller til Aabenraa Kommune og går det som forventet, vil man kunne tage hul på etableringen af de første vandhuller til efteråret. Og kommer tilladelserne i hus, vil det være en milepæl for Storkene.dk.

- Storken har været med til at gøre dette projekt muligt. Uden storken, var der ikke kommet et løft til naturen omkring Smedager. Men når det er sagt, så kommer projektet også mange andre arter til gode,  siger en begejstret Jess Frederiksen, der er formand for Storkene.dk.

Han kan nævne en lang række arter, der får gavn af projektet. 

- Ingen tænker på alle de vandinsekter, som er forsvundet. Guldsmed og vandnymfe har det skidt, men får et løft her. Frøer, tudser og vandsalamander vil kunne have stor glæde af alle vandhullerne og det samme gælder viben og andre vadefugle, der kan bruge bræmmerne, der omkranser vandhullerne som et refugium og som yngleplads. Herudover vil vandplanter, samt planter, der vokser i umiddelbart nærhed af småsøer også have gavn af projektet. Sidst, men ikke mindst, så får andefugle og andre jagtbare arter også glæde af dette projekt og dermed får jægerne også noget at glæde sig til - afslutter Jess Frederiksen.





 
Fakta

Hvor stort er minivådområdet ? :

  • 14000 m2 / 1,4 Hektar - svarende til 2 internationale fodboldbaner


Hvilke arter og fauna får glæde af projeket ? :

  1. Hvid stork
  2. Frøer, tudser og vandsalamander
  3. Vand- og vandnære planter
  4. Jagtvildt
  5. Vandinsekter, herunder vandnymfer, guldsmede og vandbiller
  6. Insekter  (sommerfugle, bier m.fl)
  7. Viber og andre engfugle
.



 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS