Lagt på Storkene.dk den 22. april 2021
 
        
To storkepar har ti æg

Hos de to nuværende ynglende danske storkepar er status den, at der ruges på æg. I både Smedager ved Tinglev og i Gundsølille ved Roskilde er der fem æg i hver rede. Kun en god slutspurt kan sikre os flere ynglende storkepar i Danmark i år.  Og håbet om flere storkepar lever endnu.
 
”Vi håber at flere storkepar når at slå sig ned for at yngle i år. Der er stadig godt 2 uger til tiden for etablering af nye par er forpasset. Det kræver dog, at vejret er stabilt og gerne med en lun sydøstlig strømning” siger storkeekspert Mogens Lange Petersen fra Storkene.dk.
 
”Selvfølgelig er det positivt, at der nu er ti æg hos to storkepar. Men forventningen til 2021 er langt større.  Vi håber derfor på en stærk slutspurt så vi kan nå op på syv ynglende storkepar - det vil i så fald være status quo i forhold til 2020. Men der skal fart på, hvis det skal nås, siger Mogens Lange Petersen.



Storkeparret i Gundsølille (Foto: Jess Frederiksen)


Lavtryk og regn gør det svært for trækfuglene
 
Hvorfor er det så gået så langsomt med at få storkene frem til redepladserne? Mogens Lange Petersen er ikke i tvivl. Han giver vejret skylden.

"Rigtig mange langdistancetrækfugle har oplevet – og oplever stadig – problemer på trækket mod ynglepladserne i det nordlige Europa. I hele Europa har vejret ganske enkelt været for skiftende og overvejende præget af kulde, regn og lavtryk. I Polen ser man stadig storke, der er på vej mod nord, men som dagligt kun rykker sig ganske langsomt frem".

"For en fugl som storken, der er en termiktrækker og derfor afhængig af højtryk for at komme hurtigt fremad, kan betydningen af vejret ikke underdrives. Man kan sammenligne storken med en svæveflyver, der ikke kan flyve i regnvejr og vil dratte til jorden uden termik. Med udeblivelsen af godt trækvejr er rigtig mange storke, som har overvintret i Afrika, derfor endnu ikke ankommet til Nordeuropa".

Udover de to storkepar i Smedager og Gundsølille venter to enlige hanner på mager i Flynder ved Lemvig og i Ganløse nordvest for København. 
I to reder, der var beboede i 2020, venter man stadig på storkenes ankomst. Det er i Enslev på Djursland og i Broderup i Sønderjylland.

I Smedager forventes der storkeunger medio maj, mens der i Gundsølille vil være unger cirka den 1. maj.




Se dronevideo af storkeparret i Gundsølille her
Se storkeparret i Smedager her
 
 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS