Lagt på Storkene.dk 18.  august 2021




 
Sydfrugterne er pakket – storkene flyver mod syd
 
Søndag morgen den 15. august forlod storkeparret Connie og Clyde landsbyen Smedager i Sønderjylland og er nu på vej mod syd. Hvor de overvintrer ved vi desværre ikke meget om, men formodningen er, at de holder vinterferie i Spanien.
 
”Begge storke ankom forholdsvis tidligt til Sønderjylland og derfor har de nok ikke været i hverken Øst-eller Sydafrika. Vi regner derfor med, at de er vesttrækkere, der blot opholder sig i Spanien i vinterhalvåret. Gør de det, vil de være på plads i Spanien cirka den 1. september. Det tager blot et par uger at tilbagelægge den korte strækning” siger Mogens Lange Petersen fra Storkene.dk.


Sidste mand lukker og slukker. Det blev Clyde der lettede sidst!
(Foto: TV Syd/ Storkene.dk)
 
Men mens man blot gætter om hvor storkene i Smedager opholder sig, så er der nu snart vished for, hvor storkeungerne fra rederne i Rens og Broderup i Sønderjylland samt Gundsølille på Sjælland rejser hen. GPS senderne på de fire storke er nu alle aktiveret. ”Simba, Findus, Michaela og Christian kan nu følges på Animal Tracker.
 
Mogens Lange Petersen har det i disse dage som en lille dreng til juleaften.
 
”Lige nu træner storkeungerne deres vinger, men om et par uger vil de sætte kursen mod syd. Tager de den farlige lange vej over Balkan og Mellemøsten til Afrika eller vælger de den korte og sikre vej til Spanien? Det er noget jeg virkelig er spændt på at finde ud af og ser meget frem til at følge deres træk mod syd – ja, jeg kan næsten ikke vente på at de sætter kursen mod syd”, udtaler Mogens Lange Petersen, der dog gerne ser, at ungerne får lidt flyvetræning inden de indleder rejsen.
 
”Men først skal de have tid til at træne vingerne og lære at søge føde. Denne træning er nemlig meget vigtig for deres overlevelse. Jo mere træning de får, desto bedre er det. Men uanset hvad, så er det første træk forholdsvis farligt for ungerne og der lurer mange farer lige om hjørnet. Elledninger og vindmøller kan være til stor fare for storkene og tager de den lange rejse til Afrika, kan storkene desuden blive udsat for ulovlig jagt”.
 
 

Hvem er hvem?
 
Her præsenterer vi kort samtlige af de storke med GPS sender som man kan følge på rejsen via Animal Tracker. Se længere nede hvordan du henter Appen. Storkene kan søges på navn og/eller ringnummer.
 
Gundsølille
Michaela er storkeungen fra Gundsølille på Sjælland, som er opkaldt efter den tyske storkeekspert Michael Kaatz. Det er ham der har sat GPS senderne på alle de danske storke.
Hun har ringnummer 1E41.

Michaela har allerede taget flere lange ture rundt på Sjælland og har nu været helt ved Sorø på en træningstur. 


Michaela ses her under påsætning af GPS senderen
(Foto: Merete Carøe)

 
Rens
Christian er en af de tre storkeunger fra Rens i Sønderjylland.
 
Om navnet udtaler storkeværten Iver Hansen til TV Syd; ”Christian er opkaldt efter min far, som jeg har haft ejendommen her med. Han er nu død, men han boede her også, da de første storke kom og slog sig ned på gården i 1971.

Storken har ringnummer 1E49. 


Storken Christian under påsætningen af GPS.
(Foto: Katrine Fjeldgren)

 
Broderup
I Broderup i Sønderjylland er der tale om storkeunger med navne opkaldt efter storkeværternes kattekillinger Simba, Findus, Loui og Bella.
 
Simba og Findus er her de to storkeunger vi skal følge på rejsen. Simba har ringnummer 1E44 og Findus har ringnummer 1E45.



Her er det Simba i Broderup som får sat GPS sender på.
(Foto: Christina Jakobsen)

Vil man følge storkene kan dette gøres ved at hente Appen Animal Tracker. Her kan man udover vores egne storke følge en mængde andre storke samt adskillige andre fuglearter samt en lang række pattedyr. 

Animal Tracker App kan hentes her - og den er ganske gratis:

Google Play!
Apple Store!




 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS