Lagt på Storkene.dk  24. august 2021



Forhadte fugle er over os
 
Så skete det. Massevis af storke fra Skåne på vej mod syd, lægger i disse dage vejen forbi Danmark. De skaber en masse opmærksomhed når de enten kommer kredsende på himlen i store flokke eller søger føde på mark og eng. Det er dog ikke længe vi kan se dem i Danmark, da de har travlt med at komme videre til Spanien eller Afrika. Søndag gled de første 97 storke ind fra Falsterbo mod Stevns.


Men de skånske storke har tidligere været forhadte af danske ornitologer, der har kaldt de skånske storke "papstorke" eller tivolistorke". Det skyldes, at Skånes Ornitologiske Forening i mange år har drevet et storkeprojekt, som har haft til mål at få storken tilbage som ynglefugl i Skåne. På grund af måden projektet tidligere blev drevet på, var der indtil 2010 et problem med at få storkene til at trække. Dette problem er dog for længst elimineret og majoriteten af de skånske storke trækker nu mod syd - som det sig hør og bør.

Storkene.dk ser derfor positivt på de skånske storke. Det siger Jess Frederiksen, formand for Storkene.dk.
 
”Uden de skånske storke, ville vi næppe have haft nogen storkepar i Danmark før i 2019. I Danmark er genindvandringen af hvid stork blevet kickstartet af afkom fra det skånske storkeprojekt. Det gælder ikke mindst i Gundsølille på Sjælland og i Smedager i Sønderjylland. I Gundsølille har storkeparret Ida og Emil ynglet siden 2004. De første par år var de dog på en rede i Hvedstrup lige øst for Gundsølille. Men også Smedager i Sønderjylland havde ikke haft et storkepar uden det skånske storkeprojekt. Her startede det hele med en skånsk hanstork, som slog sig ned i 2011 og fik en mage i 2012. Siden da har der været skiftende storkepar i Smedager”.


 

Storkepar har bygget rede i gammelt udgået træ ved Vombs Enge.
(Foto: Merete Carøe)


 
Burde sende dem en kæmpe tak
 
Og bosætningen af skånske storke ser ud til at fortsætte i Sønderjylland.
 
”I år har vi haft to nye storkepar med skånsk ophav. Det drejer sig om storkeparret i Holbøl/Bjerndrup, hvor hunstorken er skånsk, samt i lansdbyen Rens, hvor hanstorken er af skånsk ophav. Flere steder i Tyskland, så langt mod syd som Bayern, nyder man også godt af skånske storke, der har slået sig ned som ynglefugle".

Ifølge Jess Frederiksen er det noget vi bør glæde os over i stedet for at rynke på næsen af det.

"Faktisk burde vi sende de skånske projektudviklere en kæmpe buket blomster og takke dem for det store arbejde, der koster vore skånske kollegaer både blod, sved og tårer – samt ikke at forglemme, en masse penge”.


Storkepar har bygget rede på voliere i Hemmestorps Mölla.
(Foto: Merete Carøe)

 
Forventningen er, at der i de kommende år stadig vil ske en tilstrømning af både skånske, tyske og hollandske ynglestorke, som vil ugøre stammen i den spirende danske storkebestand.
 
I år har der i skåne været 65 vildtynglende storkepar, som har fået 110 unger på vingerne. Dertil skal lægges 35 storkeunger, som stammer fra de efterhånden få par der stadig yngler i volierer. De 145 unge storke skal alle på rejse mod syd og vil i de kommende 3 uger stadig lave fransk visit i Danmark.  Flokken på 97 storke er allerede nu langt nede i Tyskland.
 

 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS