Lagt på Storkene.dk  1. september 2021


Storkebestand som i 1931


Endnu et resultat, der sætter en fed streg under fremgangen for storken i Vesteuropa, er tikket ind. Det er fra området omkring Gifhorn lige øst for Hannover i Nedersaksen, hvor storkebestanden igen har taget et hop. 

Hans-Jürgen Behrmann, der er lokal storkeekspert i Gifhorn og Celle, har netop udgivet en beretning, der sætter ord på resultatet for 2021. 


Foråret bød her på mange pardannelser, men desværre opgav en del af storkeparrene deres yngel. Mest fordi der var tale om unge storke, som formentlig har været for unge til at yngle. Præcis det samme har vi set herhjemme i Danmark. 

På trods af dette, blev det til hele 64 storkepar med 98 udfløjne ungstorke i år. Det lyder måske umiddelbart ikke af meget, men med til historien hører, at der i 90´erne kun var ganske få storkepar i dette lille område og at der i 2005 blot var 21 ynglende storkepar. 

Årets 64 ynglepar svarer til en 3-dobling af bestanden på 15 år. Hvad der er endnu mere interessant er, at bestanden har nået det højeste niveau i mere end 90 år og vi skal derfor  helt tilbage til starten af 1930´erne for at finde en tilsvarende storkebestand. 

Gifhorn ligger dermed på linje med samtlige af de tidligere vesttyske delstater,  der alle oplever samme opadgående trend.





Storkeflok på mark i Bayern, juli 2021 (Foto: Hans Skov)



Bayern - aldrig har der været så mange storkepar

Ser vi på storkebestanden i Bayern, har den nu nået det højest kendte niveau nogensinde.
 
Ifølge Oda Wiedling, der er ansvarlig for artsbeskyttelse hos ”Landesbund für Vogelschutz” i Bayern, har der ifølge gamle optegnelser muligvis været en større bestand før 1850. Men siden lavpunktet i 1988, hvor der blot ynglede 58 par storke i hele Bayern, er det kun gået fremad. Fra omkring 2005 har bestandsfremgangen været markant og har i 2021 nået hele 800 ynglepar.


Spørger man de lokale storkeeksperter lyder det, at hovedårsagen til fremgangen er den ændrede trækadfærd. Der er ganske enkelt blevet mange langt flere vesttrækkende storke, som overvintrer i Spanien, Portugal, Frankrig og ennda  i Sydvesttyskland.  Det er også tydeligt at antallet af storke, der vender tilbage, er steget betydeligt, og der er ingen udsigt til, at stigningstaksten i storkebestanden falder.




 
 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS