Lagt på Storkene.dk 2. maj 2022


 
Peter Staunsbjerg fra Trustrup i Norddjursland er vant til at komme ret tæt på storke når han er ude med sit kamera for at fotografere. Fuglefotografering har nemlig i mange år været en vigtig hobby for Peter. Og netop storkene på Djursland besøges ofte, hvilket der kommer mange gode fotos ud af.
 
Det var dog nærkontakt af en helt anden kaliber Peter Staunsbjerg blev udsat for søndag aften. Der indløb en melding til Storkene.dk om en død stork ved Trustrup. Storken skulle angiveligt være kollideret med et letbanetog.  Da Peter Staunsbjerg blev kontaktet af Storkene.dk med henblik på at lokalisere og indsamle storken var han til en konfirmation, som dog blev forladt til fordel for opgaven med at finde storken. Første antagelse var, at der er var tale om en storkene i det storkepar der yngler hos Frank Erichsen på Kastaniegaarden i Revn blot 5 km fra Trustrup.
 
”Da jeg finder storken kan jeg se, at den er ringmærket og ved, at storkeparret i Revn, som jeg netop har besøgt og fotograferet, ikke er ringmærkede. Selv om det er trist at finde en død stork, blev jeg trods alt lettet over at se ringen på storken og dermed kunne udelukke tabet af en vigtig ynglestork” udtaler Peter Staunsbjerg til Storkene.dk.


Peter Staunsbjerg med den afdøde stork (Privatfoto)
 

”For en person som mig, der holder så meget af fugle, er det næsten ubærligt at stå med en død stork i hænderne. Storken er jo en sjælden og elsket fugl og derfor er det en ekstra trist oplevelse. Jeg håber derfor, at det er første, eneste og sidste gang jeg skal opleve dette".
 
Storkene.dk har været i forbindelse med lokoføreren, der er meget ked af hændelsen. Storken har søgt føde på en mark og er desværre lettet fra marken netop som letbanetoget har passeret og kollisionen har derfor været uundgåelig.
 
Ringmærkning viser, at der er tale om en stork fra 2020, udruget i en rede i Rugerup i Skåne.. Den vil indenfor den nærmeste fremtid blive indleveret til Naturhistorisk Museum i Århus. Storken er et betragte som danekræ og døde storke skal derfor indleveres til myndighederne.



 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS