Lagt på Storkene.dk 11. maj 2022



Storken Kjeld fik en mage i sidste minut
 
Vi siger altid, at et storkepar som en tommelfingerregel skal have fundet sammen den 10. maj, hvis det skal lykkes med yngel. Derfor kan man godt sige, at Kjeld i Flynder ved Bækmarksbro var heldig med at finde en mage, før han skulle ud i overtid. For tirsdag eftermiddag den 10. maj, landede en hunstork på reden. Men parforholdet er ikke indledt uden skærmydsler.
 
Kort tid efter storkeparret blev forenet, var der parringer og fryd og gammen på reden i Flynder. Men efter et par timer ville Kjeld ikke rigtig vide af partneren og hakkede efter hende. De sov ikke sammen på reden natten mellem tirsdag og onsdag. Derfor har der været lidt tvivl om det er magen fra 2021 der er kommet. Sidste år var det hunnen Karla, som dannede par med Kjeld. Hun kom dog først i juli og derfor kom der ingen unger på vingerne det år.
 
Vi bad derfor Louise Fjeldgren, der sammen med familien er værter for storkeparret, om at lave en test.  I Flynder forefindes der et specialkonstrueret foderbræt til storkene. Det er lavet, så ikke kattene æder de udlagte fisk og nye storke skal bruge længe på at lære at lande på foderbrættet.
 
”Resultatet af testen viser, at det med overvejende sandsynlighed er Karla der er landet. For hun har været nede ved foderbrættet for at spise. Det ville en spritny stork ikke bare kunne finde ud af og derfor er der tale om en stork, som kender til proceduren og ikke er bange for at lande der. Alt taler for, at det er Karla”, siger Mogens Lange Petersen fra Storkene.dk.



Kjeld nuser magen, som menes at være Karla
(Foto: TV-MIDTVEST/Storkene.dk)


 
Ubalance i forventningerne
 
Men hvorfor har Kjeld så været i infight med hende? Det har Mogens Lange Petersen et bud på.
 
”Det ses af og til, at storke lige skal finde melodien. Der kan være en ubalance i forventningerne og nogle gange lykkes det simpelthen ikke for at par, at genetablere sig. Kjeld har gået alene i lang tid og hunstorken har brugt meget energi på at trække og er kommet frem til reden meget sent. Hun skal have et par dage til at komme sig”
 
Her onsdag morgen er parret dog kommet tættere på hinanden. De har parret sig og bygget på reden og Kjeld nusser magen, som den gentleman hun nu plejer at være.
 
Går alt som det skal, vil der være æg i reden om en god uges tid.
 
Se med fra storkereden i Flynder her
 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS