Forside    Sitemap    Printvenlig udskrift             
   Om os
   Projekter
   Om storken
   Sponsor
   Links
   Kontakt
   Cookies
Storkene i Danmark

Nyheder

Ung stork er strandet på Bornholm
Solskinsøen har fået sjælden gæst på besøg
Læs mere

Stork er strandet på Vestsjælland
Stork på vej mod syd har fået kolde fødder
Læs mere

Smedager storkene har forladt Sønderjylland
Turen går mod Afrika
Læs mere

Efterårstegn: Storken er fløjet - og kommet
Flere tegn på efterår i naturen
Læs mere

Storkeunge æder 40 cm gummiliste
Overlever på mirakuløs vis fordøjningen af fremmedlegemenet
Læs mere

Storketur til Spanien
Creme de la Creme turen for storke-og naturelskere
Læs mere

Skidt år for storken i Nordeuropa
5 æg blev til en storkeunge i Sønderjylland
Læs mere

Jyske storkeunger ser dagens lys
Med unger i reden, starter en meget spændende tid
Læs mere

Vis flere nyheder


   
Velkommen til STORKENE.DK

Storketur til Spanien

Creme de la Creme turen for storke-og naturelskere


 
Storkene.dk den 19. juni 2017

 
Hvor: Spanien - Madrid (Alcalá de Henares) og Extremadura (Cáceres)

Hvem: Turen er kun for medlemmer. Ikke-medlemmer kan ikke deltage, men et medlemsskab til blot 200 kr., kan klares her
           
Deltagere er ikke dækket af rejsegarantifonden.
  
Hvornår: 24.4-29.4 2018 (6 dage - 5 overnatninger)
Tilmelding: Merete Carøe, e-mail: Sheep@pc.dk

Bemærk - kun få ledige pladser tilbage.

Henvendelse om turen kan rettes til Jess Frederiksen på e-mail: Storkene_dk@yahoo.dk eller Merete Carøe på e-mail: Sheep@pc.dk



Intet sted i verden er samlet flere storke

Med mere end 50000 ynglepar, har Spanien nu verdens tætteste bestand af ynglende storke. Intet sted i verden, finder du flere storke end i landet på den iberiske halvø, der nok mest er kendt for sine dejlige strande, paella og sangria. Strande er dog det eneste vi lover dig, at du ikke kommer til at opleve på denne tur. Derimod er der garanti for tusinder af storke – og hundredvis af ynglende storkepar. Og nationalretten paella og sangria, vil der naturligvis også være tid til at nyde på denne storketur arrangeret af Storkene.dk.


En skov af storkereder på pæle. Her er det i Extremadura.



Turbeskrivelse


24/4 -dag 1

Kl. 12.30: Vi mødes i Kastrup lufthavn – terminal 2. Mødestedet er ved check-in skranken. Her vil Merete Carøe og Hans Skov være klar, såfremt der er spørgsmål.

Kl. 15.15: Afgang med Iberia IB 3731 til Madrid Barajas.

Kl. 18:30: Ankomst til Madrid. Efter man har hentet sin kuffert, bliver vi modtaget af Jess Frederiksen i ankomsthallen, og turen går herefter mod vores hotel i Alcalá  de Henares.


25/4 -dag 2


Kl. 09.00: 

Efter morgenmad mødes vi i receptionen. Herefter skal vi på travetur i Alcalá . Vi kommer til at blive guidet rundt i byen af vores lokale ornitolog og storkeekspert Juan Prieto, der har arbejdet med byens mange storke i næsten hele sit liv.

Frokost kan indtages individuelt på en af de mange hyggelige cafeer og restauranter, der findes i Alcalá .

Eftermiddag på egen hånd 

Kl. 20.00:

Vi mødes i hotellets restaurant, hvor vi holder turens ”storkefest” med fælles middag, hvorefter vi indtager årets ”storkekage” og synger sange fra vores sanghæfte til tonerne af Ciconia Band.

Murruiner i Alcalá de Henares - her bor mindst 30 par storke! 

26/4 -dag 3

Kl. 09.00: 

Efter morgenmad mødes vi i receptionen og stiger på bussen, der skal køre os til Cáceres i Extremadura. Afhængig af trafikken, vil denne tur tage cirka 5 timer og undervejs gør vi holdt for at spise frokost ved en rasteplads. Der vil også blive gjort et ”storkestop” ikke langt fra motorvejen i den lille by La Calzada de Oropesa. Her yngler 36 par storke. De 34 par alene på byens store kirke.

Cirka kl. 15.00: 

Afhængig af trafik, ankommer vi til vores hotel i Cáceres, Extremadura midt på eftermiddagen. Denne eftermiddag og aften er til fri afbenyttelse. Det kan dog anbefales at gå en tur i denne meget flotte og historiske ”verdensarvby”. Og hvis man ønsker at se storke, er der også mulighed for det, da Cáceres huser flere storkepar.


I Extremadura ser man storke yngle på klipper og sten. 


27/4 -dag 4

Kl. 09:00:

Efter morgenmad afgår bussen til den tidligere Hacienda Los Arenales (nu 5 stjernet hotel) lige vest for Cáceres.

I 2000 var der 75 beboede storkereder på Los Arenales. Nu er der 50 pælereder ved hotellet. Dog er kun de 24 reder beboet. Efter fotostop her, går turen videre til Malpartida de Cáceres hvor  20-21 par storke bor. De fleste på kirken. Også her gøres der et fotostop.

Lidt syd for Malpartida de Cáceres findes et landskab fyldt med sandblæste runde klipper. Inden vi når helt frem til dette landskab gøres der holdt ved en pæleskov med storkereder. Alle 24 pælereder er beboet, men en rede findes også i et træ. Pælene står ved en sø hvor der er skestorke, stylteløbere og sumpskildpadder i massevis. 

Efter at have nydt dette scenarie kører vi et par km længere frem til selve Los Barruecos. På klipperne i dette område yngler op i mod 40 par storke. På et ”kunstværk” bestående af flydele og gamle biler har 4 storke bygget rede. Her er der en café, hvor man kan nyde en forfriskning. Men dog først efter vi har været på en solid gåtur ud til storkerederne på klipperne. 

Gåsegribbe ses altid i dette område. Sandaler eller vandresko anbefales. Frokosten medtages enten på gåturen eller indtages nær bussen. Hvor afgøres af tidspunktet.

Efter opholdet ved klipperederne i Los Barruecos går turen mod sydøst for at se nogle at de storkekolonier, der findes i småbyerne sydøst for Cáceres. Første stop bliver Torrequemada hvor 11 par storke har bygget rede på den maleriske kirke. En sø i nærheden er fyldt med kvækkende grønne frøer. 

Herefter går turen til Torremocha lidt længere mod sydøst. Her yngler i alt 29 par storke. Alene de 20 par på en stor betonsilo, som også huser i hundredvis af bysvalereder. Turen fortsætter til Valdefuentes, der huser op imod 48 par storke. En kirke har 12-13 storkereder, og en anden kirke 20-21 reder. Et vandtårn huser 4 storkereder. Desuden er der spredte reder rundt i byen. 

Efter opholdet i Valdefuentes vil tiden nok være moden til at vende kursen mod hotellet i Cáceres. Er der tid, og ikke mindst energi, så vil der naturligvis kunne laves flere stop på interessante steder på vejen tilbage mod Cáceres.


Gåsegrib ses næsten overalt i Extremadura.


28/4 -dag 4

Kl. 09:00: 

Efter morgenmad og udtjekning fra hotellet, går turen mod Madrid Barajas, hvor vi skal tilbringe den sidste aften.

På turen mod Madrid, vil der blive lavet stop i Trujillo, der er en usædvanlig smuk gammel by. Byen huser naturligvis også storke. På Plaza Mayor kan man se storkereder på kirken og paladser fra renæssancen. På den videre færd mod Madrid improviseres et frokoststop et sted hvor der er storke. Hvis det passer med at det er frokosttid, så indtages frokosten i landsbyen El Gordo (”den fede”) hvor 31 par storke har rede i landsbyen og i det nærliggende terræn.

Da Madrid Barajas er et uspændende sted, så sørger vi for tilpas mange stop på den videre færd, så vi først når frem sidst på dagen. Selvfølgelig tidsnok til at man kan indtage sin aftensmad.


29/4 -dag 5

Kl. 08.30: Efter morgenmad og udtjekning fra hotellet, kører bussen den korte vej fra hotellet til Madrid Barajas lufthavn.

Kl. 11.25: Flyafgang med Iberia flight IB3730.

Kl.14.35: Ankomst til Kastrup lufthavn

 


Hotelbeskrivelse

På denne tur til Spanien, bor vi på hoteller af høj standard med god beliggenhed.

Alcalá  de Henares

Vi bor på Hotel Forum Alcalá, der er et godt 4-stjernet designhotel, som ligger tæt på centrum. Her er der swimmingpool på taget og lækre værelser, der alle har trådløst internet og fladskærms-tv.



Cáceres - Extremadura

I Cáceres bor vi på det 4-stjernede spa-hotel Don Manuel Atiram, der ligger helt central i byen, helt tæt på Plaza Mayor. Værelserne har alle trådløst internet og fladskærms-tv.




Madrid - Barajas

I Madrid Barajas bor vi på hotel Axor Feria, der er et 3-stjernet hotel, beliggende ganske tæt på Madrid Barajas lufthavnen. Støj må påregnes.

 


Flere inspirationsbilleder kan ses her!



Diverse information om turen


Om Alcalá  de Henares

Alcalá de Henares er en by i regionen Madrid i det centrale Spanien, med et indbyggertal på cirka 204.000. Byen ligger 35 kilometer nordøst for hovedstaden Madrid, og er blandt andet kendt for sin gamle bydel, der er et officielt UNESCO verdensarvområde. Derudover er byen kendt for sine mange storke, der er et stort tilløbsstykke.

For mere information:
Kort film om Alcalá de Henares


Om Cáceres

Over en halv snes tårne rager op i den gamle bydel i Cáceres, der er omgivet af bymure fra den arabiske tid. I denne by, der, som tidligere nævnt, er erklæret for verdenskulturarv, ligger der befæstede middelalderhuse og renæssancepalæer langs de smukke brolagte gader.           

Byens historie er snævert forbundet med en af de historiske ruter på Den Iberiske Halvø: Sølvvejen, den romerske vej, der forbandt Sevilla og Astorga, og som blev anvendt af pilgrimme på vej til Santiago de Compostela.

Regionens rige kulinariske traditioner er baseret på produkter af svinekød og opskrifter der oprindeligt blev tilberedt af fårehyrder. Disse retter bør altid ledsages af de fremragende lokale vine fra Cáceres-egnen

Kort film om Cáceres her

 

Flyrejsen

Billetter til Iberia fremsendes til hver enkelt deltager. Det er vigtigt at medbringe billet og pas ved indtjekning i lufthavnene. Kommer man for sent til flyet, er Storkene.dk ikke ansvarlig for ny transport.

Bagageregler med Iberia

Det er tilladt at checke 1 stk. bagage ind á 23 kg per passager.  Derudover kan du medbringe en håndbagage i kabinen på maks. 10 kg med målene 55cm x 40cm x 20cm.

På hotellet

På hotellerne forefindes minibar. Storkene.dk hæfter ikke for brug af disse, der skal afregnes direkte til hotellet inden man forlader det. Generelt gælder det, at udgifter udover morgenmad og picnicpakker og fællesmiddagen, afregner man hver især.

 

Prisen inkluderer:

·        Fly tur/retur – Med Iberia fra Kastrup til Madrid

·        Hotelovernatninger på gode hoteller - 3-4 stjerner / med morgenmad

·        Fælles "ryste sammen middag" med storkelagkage den 25. april

·        Picnic madpakker på udflugterne den 26-27 og 28. april

·        Alle transfers 

·        Kompetent guidning v/ Hans Skov, Jess Frederiksen og lokale spanske guides 


Pris:

I dobbeltværelse: 6500 kr. /pers m/morgenmad 

I enkeltværelse: 8100 kr. /pers m/morgenmad

Der skal beregnes en 75 kr. til turmadpakke til vores dagsture i Extremadura. 

Såfremt man ønsker at sidde forrest i bussen, er det "først til mølle" princippet der gælder. Der skal dog betales et tillæg for 200 kroner for denne service.









STORKENE.DK          Tlf:     Storkene_DK@yahoo.dk
powered by webex