Storkene kommer både flere, og de er tidligere på færde
Storken er ikke længere den forårsbebuder den engang var det. Den ankommer nu ofte i den sene vinter, og skrider til yngel allerede i marts.
At storkene ankommer tidligere end i gamle dage, er efterhånden ikke noget nyt. Hvor man tidligere skulle lede længe efter en stork før den 1. april, er det nu helt normalt, at storkene lander i Danmark allerede i februar og starten af marts. Også pardannelsen foregår tidligere nu. I Slesvig Holsten er mange par allerede godt etableret, inden vi skriver den 1. marts.
I går landede hunstorken i den sønderjyske landsby Rens, hvor hanstorken har ventet på magen siden den 24. februar. Dermed har de allerede den 4. marts dannet par, hvilket er 12 dage tidligere end i 2023, hvor hannen landede den 6. marts, og hunnen indtog reden den 16. marts. Også i Jejsing ved Tønder har der siden lørdag været et par storke. Men hvad betyder de tidlige ankomster for storkenes evne til at opfostre et kuld unger?
Det har storkeeksperten Hans Skov et godt bud på.
”Fænomenet med de tidlige pardannelser tog sin begyndelse syd for grænsen for snart mange år siden. De storke, der danner par i februar, lægger ikke æg før i marts, men alligevel kan der komme både frost og sne, efter rugningen er indledt. Nogle æg går formentlig tabt i kulden, men de fleste æg klarer sig og bliver til unger, og derfor lader det ikke til, at den tidligere ynglestart giver sig udslag i negative konsekvenser for udviklingen i bestanden. Den stiger og stiger for hvert år, der går,” siger Hans Skov.
Storkepar i Jejsing. Foto: HC Gabelgaard, © Storkene.dk
Han ser dog en anden udfordring i forbindelse med de tidlige ankomster.
"De storke, der ankommer sent på vinteren og i det tidligste forår, er de vesttrækkende storke, der har overvintret i Spanien og Marokko, hvorimod de østtrækkende storke, der har overvintret i det centrale og østlige Afrika, ankommer 3-6 uger senere. De sent ankommende storke vil opleve, at de bedste redepladser er optaget, og derfor er det største problem for de tidlige storkepar ikke så meget kulden, som det er de kampe om rederne, der opstår, når de sene storke vil forsøge at overtage en rede med et kuld æg, eller måske endda unger. Sådanne kampe går hårdt ud over mange potentielle kuld storkeunger.”
Hunstorken bærer en skånsk ring, der dokumenterer, at det
er hunstorken fra de foregående år, der er ankommet.
(Foto: Lone Gabelgaard © Storkene.dk)
Men for de storke, der taber en kamp, er det bare om at komme væk fra området. Det er derfor, vi nu ser, at storkebestanden er i stigning – også i Danmark, hvor dynamikken er på vej til at blive genetableret.
”For de par, der er kommet sent tilbage til ynglepladserne, og hvor det ikke lykkes dem at overtage en rede, er løsningen at finde en anden rede længere væk, hvor de kan være i fred. Derfor ser vi nu, at storken etablerer sig med nye par i Sønderjylland og så langt oppe i Østjylland som på Djursland, hvor vi så det første yngleforsøg finde sted i Enslev ved Grenå i 2020. I 2023 etablerede hele to storkepar sig på Norddjursland, og de ynglede succesfuldt. Og sådan forventer vi det kommer til at gå i årene fremover. Så længe der er fremdrift i bestanden i Nordvesttyskland, vil de mange overskydende storke herfra sprede sig mod nord for at etablere sig som ynglefugle.”
GPS mærkede storke fortæller en vigtig historie
I de lande, hvor man udstyrer storke med en GPS sender, som vi siden 2021 også har gjort i Danmark i et fælles projekt mellem Storkene.dk og Statens Naturhistorieikse Museuem, dokumenteres nu helt klart en markant tendens til en ændring i storkenes trækadfærd. Mange storke har opgivet det lange seje træk via Balkan og Mellemøsten til Central- og Østafrika og nøjes nu med en ganske kort tur til Sydvesteuropa eller Marokko.
”Tidligere tog mange storke turen hele vejen til Sydafrika, men GPS mærkningen fortæller os, at der er ved at være langt imellem storke med den slags mod og rejselyst. De østtrækkende storke er nu altovervejende at finde i det østlige og centrale Afrika og mange holder sig endda til Israel eller Ægypten om vinteren, så også her er der sket en ændring i trækmønstret.”
”Havde det ikke været for de GPS mærkede storke, ville det ikke have været helt så ligetil at finde ud af, hvor storkene opholder sig om vinteren. De data, vi får fra den lille sender, der sidder på storkens ryg, fortæller en meget vigtig historie og giver os en viden, vi ellers ville være mange år om at erhverve os.”
Stork under GPS mærkning i Smedager 2023
(Foto: Hans Skov © Storkene.dk)
I 2023 trak kun den ene af de fem danske GPS mærkede ungstorke til Østafrika. Den døde i november i Sudan. En dansk hunstork fra 2022 er dog stadig i live, hun befinder sig nu i Kenya. Resten er vesttrækkere, der opholder sig i enten Spanien eller Marokko. To er dog fløjet til Senegal og Gambia.
De vesttrækkende storke vinder frem
En af flere årsager til storkens tilbagegang har været den store dødelighed for de østtrækkende storke. For den østtrækkende bestand taler man om, at 2 ud af 3 unge storke omkommer på deres første træk, mens dødeligheden er langt mindre, når man ser på de vesttrækkende storke. I Tyskland ser man nu, at i områder, hvor storkebestanden har været stagnerende, går den nu frem igen. Dette skyldes, at de vesttrækkende storke tager over, hvor de østtrækkende storke slap. Et eksempel på dette ser vi i fristaten Thüringen i det tidligere DDR. Her har man haft en storkebestand, der tidligere primært har bestået af østtrækkende storke. Sådan er det ikke længere, og ifølge den tyske naturbeskyttelsesorganisation NABU har det givet sig udslag i en voldsom fremgang i bestanden.
”I mange år lå bestanden af storke og svingede omkring de 20 ynglepar. I midten af 0´erne skete der dog noget interessant. Bestanden begyndte at stige hurtigt. I 2016 var der i Thüringen 49 ynglepar, som i 2020 var blevet til 91 par, og i 2023 nåede helt op på 123. Der er næppe tvivl om, at man kan drage en parallel fra storkens ændrede trækmønster til de stigninger, vi nu ser i landene omkring os.”
Forbundsrepublikken Tyskland husede i 2022 hele 10.000 ynglende storkepar, hvilket er på niveau med bestanden i samme geografiske område i 1934.