Lagt på Storkene.dk den  2. maj 2020

 

Ideelt område til et storkepar

 
I efteråret 2019, var Storkene.dk på en besigtigelsestur i det sønderjyske med henblik på at finde egnede placeringer til nye storkereder, idet vi havde på fornemmelsen, at 2020 ville blive et år med flere storke i Danmark.
 
Den lille landsby Eggebæk ved Store Jyndevad, der ligger tæt ved grænsen til Tyskland, mente vi klart havde potentiale til at blive en ny storkelokalitet. Der havde tidligere været en storkerede, men denne var pillet ned. Det syntes vi der skulle laves om på.
 
Derfor blev reden genopsat på en mast i byen og i starten af marts, blev den flettet og fik lagt fyld i af Hans Skov og skulle blot vente på, at en stork flyttede ind.
 
Der gik ikke mange uger, inden storken landede på reden. Det skete den 7. april og siden da, har storken, der skulle vise sig at være en hunstork, været i området.


Ikke alle parringer er perfekt, men viljen er der (Foto: Lone Gabelgaard)
 
Efter at have ventet alene på reden i nogle uger, kom først en hanstork forbi, der kortvarigt forsøgte sig med et besøg på reden og en parring. Han blev dog afvist, men hurtigt efter var der en ny hanstork klar. Og efter en længere observation foretaget af Hans Skov fredag eftermiddag, er der nu ingen tvivl.  Der ses hyppige parringer og der bliver bygget videre på reden. Dermed er usikkerheden ryddet af vejen.

"Først var vi noget usikre på, om hanstorken var gammel nok, men da han er ringmærket og ringen er aflæst, ved vi nu, at han er lige akkurat gammel nok til at starte på voksenlivet som storkefar" siger Mogens Lange Petersen fra Storkene.dk, der nu også ved præcis hvor storken er udruget.

"Hanstorken stammer fra en rede i Satrup i Midtanglen syd for grænsen og er udruget i 2017. Dermed er det den anden tyske hanstork vi har i området. Tommy fra Smedager er også tysk, og stammer fra storkekolonien i Hitzhusen. Da hunstorken er uden ring, ved vi desværre intet om hendes ophav"


Hunstorken ses her, da den landede på reden første gang den 7. april. 

 


Seks par ynglende storke i Danmark - ikke set siden 1996


Dermed er der nu udsigt til hele tre ynglende storkepar i Sønderjylland. Reden ligger blot 10 kilometer syd for storkereden i Smedager. Eggebæk ligger hvor Sønderåen snor sig og hvor våde enge giver gode betingelser for storkeparret.
 
”For os, der har kæmpet en kamp for storken i mange år, er dette en fantastisk tid. Vi har længe ventet på, at flere storkepar slog sig ned for at yngle i Sønderjylland – og nu lader det endelig til at ske” slutter en glad Mogens Lange Petersen.
 
 Med dette nye par, ser det ud til, at vi i år har fem par ynglende storke i Jylland og et par på Sjælland. Seks storkepar er ikke er set siden 1996. Udover parret i Eggebæk, er der kommet et storkepar i Toftlund, samt et nyt storkepar i byen Enslev ved Grenå på Djursland.

Hvor mange unger der så kommer ud af det hele, kommer meget an på vejret. En kold og regnfuld sommer, kan sætte en stopper for det hele. 

Danske byer med ynglende storke i 2020 (klik på lokalitet for geoplacering):

Bækmarksbro 
Enslev
Smedager 
Toftlund
Eggebæk
Gundsølille
 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS