 |
|
|
Publiceret på Storkene.dk den 25. oktober 2024
Storken kom med romerne
Den hvide stork, eller bare storken, er blevet en integreret del af kulturen og kulturlandskabet, ikke bare i Tyskland, men i hele Europa, herunder i Danmark.
Storken er nok en af vore mest kærkomne forårsbebudere, og den er kendt som både en lykkebringende fugl, som sjælebærer, og som et fertilitetssymbol. Derfor har storken altid haft et ekstremt godt ry. Et ry, den stadig har den dag i dag.
En ny undersøgelse viser, hvornår og hvordan det tætte bånd mellem fuglene og menneskene opstod. Ifølge den var udbredelsen af storken tæt forbundet med Romerrigets ekspansion. De populære fugle koloniserede først de nordligere regioner flere hundrede år efter Romerrigets fald.
De to forfattere til undersøgelsen, Ulrich Schmölcke, arkæolog, og Kai-Michael Thomsen, ornitolog, og en af Tysklands førende eksperter i storke, slog sig sammen om undersøgelsen, og med den blev der sat spot på, hvorfor storken og den menneskelige aktivitet er så tæt forbundne.
Storkeunger i Ramten på Djursland i 2023.( Foto: Asger Christiansen)
Storkeknogler beviser sammenhængen
En samling fra 1999 og nyere opdagelser, gjort uafhængigt af hinanden, gav de to forskere oplysninger om omkring 7.500 arkæologiske udgravningssteder, hvor der blev fundet dyrerester. Fundene kommer fra hele Europa, fra den sidste istid til den tidlige moderne periode (1500-1800 tallet). Fordelingen af storkeknogler i forhistoriske bosættelser, som fremgår af denne samling, giver beviset. Indtil for 1500 år siden var storken udelukkende hjemmehørende i Syd- og Vesteuropa. Den Iberiske Halvø, det sydlige Balkan samt den øvre Rhin-region anses derfor for at have været de primære udbredelsesområder for storken på det tidspunkt. Man kan så at sige konkludere, at hvor romerne var, der var storken også.
Landbrug skaber levesteder
Ifølge Kai-Michael Thomsen viser analysen, at den nordøstlige del af kontinentet, herunder Nordtyskland, først blev en del af den hvide storks udbredelsesområde i en forholdsvis nylig fortid.
Storkene holdt sig derfor i lang tid væk fra de områder, hvor det i dag ser ud til at vrimle med dem på enge og marker. Det skyldes, at den hvide stork allerede havde tilpasset sig til sit habitat, som var præget af mennesker. I tyndt befolkede områder med tætte skove havde de svært ved at finde føde. Intensivt dyrkede landbrugsområder, hvor fuglene følte sig bedre tilpas, fandtes hovedsageligt mod syd.
Ulrich Schmölcke anfører, at først i slutningen af antikken faldt storkens udbredelsesgrænser nøjagtigt sammen med det romerske imperiums udstrækning. Gamle skriftlige kilder viser, at de allerede på dette tidspunkt var tæt forbundet med mennesker i middelhavsområdet.
Det var først omkring 500 år efter Romerrigets fald, for omkring 1.000 år siden, at den hvide stork vovede sig længere nordpå, og derefter spredte bestanden sig hurtigt.
Storkeeksperten Kai-Michael Thomsen mener, at det faldt sammen med ændringen af landskabet i middelalderen, hvor mange skove blev ryddet, og der blev skabt ny landbrugsjord.
Storken og landbrugsdriften hænger tæt sammen (Foto: Hans Skov)
Landbruget er både en ven og en fjende
Storken har dog ikke altid haft det lige let i Tysklands menneskeskabte kulturlandskaber. Storken kunne, som beskrevet, ikke have været her uden landbruget. Bestanden var i 1934 estimeret til 9.000 ynglepar, og i 1988 var den faldet til blot 2.994 ynglepar, hvilket tilskrives skiftet i landbrugsdriften, som blev for intensiv for storken.
Bestanden er dog på vej frem igen, og oplever i disse år et fantastisk opsving. I 2023 var der cirka 12.000 ynglepar. Efter længe at have foretrukket at yngle i de østlige tyske delstater Brandenburg, Mecklenburg-Vorpommern og Sachsen-Anhalt, foretrækker storken nu i stigende grad de sydvestlige delstater. Årsagen til skiftet er formentlig en ændring i trækadfærden. I stedet for at overvintre i Afrika, overvintrer flere og flere storke på Den Iberiske Halvø - eller bliver i Tyskland vinteren over. På grund af den kortere trækafstand mellem ynglepladserne til vinterkvarteret udsættes fuglene for et langt mindre tab af energi og dermed kræfter, hvilket udmønter sig i færre dødsfald på trækket,
At storken har medvind, og fortsat vil brede sig mod nordvest, råder der ikke længere tvivl om. Hvilke implikationer det får på den danske storkebestand, vil vi komme ind på i et kommende nyhedsbrev.
Læs hele rapporten på oversat til dansk her