Storketur til Nordrhein-Westfalen og Niedersachsen
Fra næsten uddød bestand - til knap 800 ynglende storkepar
For blot få år siden, ville det ikke have givet mening at lave en storketur til den tyske delstat Nordrhein-Westfalen, af den simple årsag, at der stort set ikke fandtes en stork. I 1991 var der blot 3 ynglende par storke i hele delstaten. Den hvide stork var dengang på nippet til at blive erklæret for uddød.
I dag er bestanden i den grad kommet sig og er nu på sit højeste niveau nogensinde, siden storken indvandrede i det 16. århundrede. I 2000 fandtes der 11 ynglepar i delstaten, der i 2010 var steget til 63 par. I 2015 var bestanden kommet op på svimlende 200 par. Men hold så fast – i 2023 talte man hele 784 storkepar i Nordrhein Westfalen, hvilket ingen nogensinde havde troet var muligt, og det er derfor, vi nu kan præsentere en tur til delstaten, der på mange måder minder meget om udviklingen i Danmark. Forskellen er dog, at Nordrhein Westfalen er nogle årtier foran os i udviklingen, der dog viser, at selv om en bestand har været uddød, kan den sagtens genopstå.
Vores fokus i Nordrhein-Westfalen er området omkring Minden-Lübbecke, der ligger i det nordøstlige hjørne af delstaten, og huser områdets tætteste bestand af ynglende storke.
Igen er det Hans Skov, der er vores guide gennem området. Han får denne gang kyndig hjælp af den lokale storkeekspert Dr. Alfons Rolf Bense, der har været med til at genrejse storkebestanden. Det var netop i Minden-Lübbecke, at hele delstatens bestand på 3 par ynglede i 1991. Da man i 1987 indså, at der måtte gøres noget for at vende udviklingen, var Alfons Rolf Bense den drivende kraft, da man stiftede en aktionskomite, der ikke blot har stået for at opsætte storkereder til storkeparrene. En vigtig del af arbejdet har været at sørge for, at fødeudbudet blev forbedret via etablering af flere vådområder og engarealer - langt hen ad vejen, er det samme strategi Storkene.dk betjener sig af.
Niedersachsen– fra 286 par i 1984 til over 2100 par i 2024
Den store delstat Niedersachsen støder op til Minden-Lübbecke både fra nord og øst, og her er der også en tæt og hurtigt voksende bestand af ynglende storke. F.eks. er der i byen Wunstorf 44 beboede storkereder. I Neustadt holder 33 par storke til og i Mesmerode bor 21 storkepar. Vi besøger den storkerige del af Niedersachsen, der ligger lige øst for Minden-Lübbecke. Her får vi kyndig rundvisning af Dr. Reinhard Löhmer, der er den ledende storkespecialist i Niedersachsen.
Bergenhusen – en klassisk storkekoloni i Sydslesvig tæt på Danmark
Inden vi ankommer til Niedersachsen og Nordrhein-Westfalen, vil vi på nedturen lægge vejen forbi Bergenhusen i Slesvig-Holsten, der huser den nordligste tyske storkekoloni med 26 ynglepar. I 2024 ynglede 2 af storkeparrene på kirken, og der er også stadig beboede storkereder på stråtage, ganske som det var almindeligt i Danmark i gamle dage. Efter Bergenhusen fortsætter vi sydpå, og tager en overnatning i byen Verden, der ligger sydvest for Bremen ved floden Aller i Niedersachsen. Verden (udtales Ferden) er en smuk stemnings fuldgammel by med historiske gavlhuse og middelalderkirker - bl.a. en stor domkirke.
Turen hjem bliver direkte og uden andet en de almindelige stop for at spise frokost, og for at træde af på naturens vegne.
Se programmet her.