Af: Jesper Leegaard, Kåre Fog og Jess Frederiksen
Storkene.dk




Publiceret på Storkene.dk den 31 oktober 2024


Et Danmark under forandring

Indenfor de kommende 10-15 år vil det danske landskab gradvist begynde at ændre sig. I dag bliver de danske ådale og lavbundsjorde langt hen ad vejen dyrket intensivt. I fremtiden ophører den intensive drift, og områderne vil blive omlagt til det, de engang var, med snoede åer, hvor vandet fik lov til at svømme over, og lavbundsjorde, der fremstod som vådområder. Danmark får dermed store arealer med såkaldt vild natur.

Vi ved, at storken er stærkt på vej til at gøre comeback i Danmark. I det vestlige Tyskland, hvor de kommende danske ynglestorke kommer fra, buldrer bestanden fremad med 2-cifrede årlige vækstrater, og denne bestand breder sig mod Danmark. Bestanden i Tyskland er i 2024 på cirka 13.000 ynglepar, og ikke siden 1930´erne har landet huset så mange ynglepar.
 
Men hvordan kan de nye naturområder skabe plads til flest mulige arter – og altså en størst mulig biodiversitet. For spørgsmålet er ganske simpelt; hvad ligger der i begrebet vild natur? Det kan være meget svært - nærmest umuligt - at kalde noget for vild natur i Danmark. Ser man bort fra vores kyst- og klitlandskaber, så er alt siden stenalderen præget af mennesker. Faktisk er det veldokumenteret, at storkebestanden tog fart, da Romerriget indtog Europa.

Hvis vi skal skabe de perfekte rammer for de truede engfugle - herunder også vore storke, skal en total tilgroning undgås. På visse enge bør der etableres en nænsom pleje af de genskabte ådale og vådområder.

Storkene.dk er af den holdning, at man bør stræbe efter et mosaiklandskab, som veksler mellem dyrkede marker, enge med afgræsning, brakmarker, produktionsskov og naturskov, der er utrolig artsrig. Storken er gentagne gange blevet kaldt en kulturfølger, og er ikke en art, som bliver hjulpet af f.eks. Naturnationalparkerne.



Klimatilpasning: 100.000 hektar skal omlægges til vild natur

Danmark har en ambitiøs plan om at omlægge 100.000 hektar lavbundsjord til vild natur inden 2030. Om dette mål nås inden 2030 er dog nok tvivlsomt. Dette initiativ er en del af en bredere indsats for at reducere landbrugets drivhusgasudledninger og forbedre biodiversiteten.

Indtil videre er der dog kun omlagt en mindre del af dette areal. Ifølge de seneste tal er der kun omlagt 187 hektar, mens yderligere 32.000 hektar er under forundersøgelse. Det betyder, at der stadig er et stykke vej til at nå målet, men indsatsen fortsætter med støtte fra både nationale- og EU-midler.




Dyrket lavbundsjord (Foto: Ester Hansen)


Lavbundsjorde indeholder store mængder kulstof, som frigives som CO2, når jorden drænes og opdyrkes. Ved at omdanne disse områder til vild natur kan man reducere CO2-udledningen betydeligt. Når lavbundsjorde ikke længere drænes og bliver til vådområder, stopper nedbrydningen af organisk materiale, hvilket forhindrer frigivelsen af CO2.

Stopper landbrugsdriften på lavbundsjorde, mindskes risikoen for udvaskning af kvælstof og fosfor, som ellers kan forurene søer og vandløb. Dette kan reducere problemer som algevækst og iltsvind i vandmiljøerne, hvilket gavner både fiskebestande og vandkvaliteten generelt.

Vådområderne kan fungere som naturlige vandreservoirer, der hjælper med at regulere vandstanden og reducere risikoen for oversvømmelser. Dette er særligt vigtigt i lyset af klimaforandringer, hvor ekstreme vejrforhold bliver mere almindelige.



Plads til alle arter i den vilde natur?

Omdannelse af lavbundsjorde til vild natur skaber levesteder for mange forskellige dyre- og plantearter. Dette vil øge biodiversiteten, da flere planter og dyr får mulighed for at trives i de nye naturområder. Mange dyrearter, herunder vore storke, kan drage fordel af de nye levesteder.

Men hvordan kan man udforme de mange nye vådområder på en måde, så de både tilgodeser de arter, der trives i det vilde og tilgroede vådområde, og engfuglene, der trives på den mere ekstensivt afgræssede eng?

Lad os se på, hvordan en fremtidig ådal kunne se ud. En balanceret måde kunne være at skabe strækninger i en ådal, hvor vegetationen får lov til at passe sig selv. Der er ikke mange fuglearter, der trives her, men nogle er der trods alt:
 

• Rørspurv
• Blåhals
• Kærsanger
• Græshoppesanger

En fugl som storken har dog ikke mange chancer i den uplejede naturtype. Faktisk er en vigtig faktor i storkens tilbagegang efter industrilandbruget vandt indpas, at de enge og overdrev, der overlevede plovens dybe tænder, og ikke blev omlagt til korn, ikke længere er afgræssede eller bliver klippet til hø. Resultatet ser vi mange steder i dag – enge, der er groet til med pil, birk og en generel høj vegetation. Visse dyrearter har intet problem med dette og trives ligefrem, som vi beskriver ovenfor.
 
Storken har meget svært ved at finde føde, når vegetationen er mere end 10 centimeter høj, og den er derfor i høj grad afhængig af kunne søge føden på de plejede enge. 




Storke i deres foretrukne landskab - eng med lav vegetation.
(Foto: Peter Staunsbjerg)

Sammen med storken kræver en lang række andre forskellige arter af engfugle samt plantearter en nænsom pleje af ådalen.
 
En måde at tilgodese de fleste arter på kunne være, at man skaber en vekselvirkning i ådalen - altså etablerer den føromtalte mosaik. Man bør naturpleje lange strækninger ved hjælp af ekstensiv kvægdrift, så man undgår den uhensigtsmæssige tilgroning.

Af fuglearter, der, udover storken, vil nyde godt af denne pleje, kan nævnes:
 

• Atlingand
• Bynkefugl
• Vibe
• Rødben
• Brushane
• Storspove
• Engryle
• Stor kobbersneppe
   

Storspove fouragerer på eng. (Foto: Jesper Leegaard)


Ikke blot vil dyrene få bedre trivsel. Utallige plantearter vil få et tiltrængt boost, her nævnes blot nogle få arter :

• Gøgeurt (kødfarvet, maj og purpur)
• Sumphullæbe
• Engkabbeleje
• Rødsvingel
• Hjertegræs
• Krognæb-star
• Trævlekrone
• Leverurt

Udover de ovennævnte plante- og dyrearter vil bævere vinde godt indpas i de nye ”vilde ådale” og skabe dæmninger, der skaber små søer. Padder vil kunne formere sig i lavbundsjordens sumpede arealer og i de mange små midlertidige vandhuller, der opstår, når åen løber over sine bredder. Vandspidsmus, mange sommerfuglearter og insekter som helhed vil komme til at trives her.

 
Storken - ambassadøren for alle dem, du ikke ser

Ikke mange danskere i den brede befolkning kender til de små engfugle, til padderne, insekterne og planterne. Dem ser man jo ikke sådan lige, og som man siger, ude af syne, ude af sind.

En art, som er meget synlig, er storken. Den fylder så at sige godt i landskabet, og er på alle måder en populær og elsket dansk ynglefugl. På sæt og vis er storken ambassadør for alle de andre skabninger, der findes på de plejede enge. Dem som ingen ser, og ingen tænker på. Men når vi har storken tilbage igen i større antal, vil det være tegn på, at balancen i ådalen er genoprettet, og indikation for, at der er et rigt dyreliv.




Storken er en synlig indikator på et rigt dyreliv.
(Foto: Eivor Rosenquist)

 
Storken tiltrækker sig turister, der kommer langvejs fra for at se den. Det ved vi fra de få danske familier, der i dag er værter for ynglende storkepar. Storken er værd at køre langt efter.

Når naturområder bliver bevaret og udviklet med omtanke, kan de, også uden storken, tiltrække flere besøgende, som søger autentiske og meningsfulde oplevelser i naturen. For eksempel har Danmark set en stigning i brugen af naturen, især efter COVID-19-pandemien, hvilket har skabt et behov for bedre planlægning og infrastruktur.
 
Ved at forbedre faciliteter som stier, parkeringspladser og informationscentre kan man styre besøgsstrømmen og beskytte sårbare områder. Dette gør det muligt at tilbyde en bedre naturoplevelse uden at skade miljøet. Desuden kan bæredygtig turisme, som fokuserer på at minimere miljøpåvirkningen og fremme lokal kultur, også tiltrække flere turister. De artsrige lavbundsjorde og ådale kan bruges til rekreative formål som vandreture, fuglekiggeri og andre friluftsaktiviteter. Der er intet som en god vandretur i naturen, og når man samtidig bliver klogere på livet i naturen, er det en ren win-win situation. 

Man skal blot huske at iføre sig den rette påklædning på sin vandretur, for i den vilde natur summer det af liv, også af dem, der kan bide fra sig. Regn- og okseklæg er et par trælse bekendtskaber, men selv disse skabninger har deres berettigelse - alle dyr har en funktion i naturens cyklus.

Som ambassadør for de danske storke, ser Storkene.dk meget frem til et dansk landskab i forvandling til gavn for både dyr, planter og mennesker. Storken er på vej, og den vil godt Danmark - spørgsmålet er bare, er vi parate til at skabe rammerne for den?


Kildehenvisning: Danmarks Naturfredningsforening, FiskerForum, Landbrug & Fødevarer, Storkene.dk