Storke- og Kulturrejse til Normandiet
21.–25. maj 2026
Kun for medlemmer af Storkene.dk. Medlemskab kan tegnes her.
Deltagere skal selv sørge for gyldig rejseforsikring, der dækker hele rejsens varighed.
Turbeskrivelse: Hans Skov og Jess Frederiksen
Foto: Hans Skov
Storke og kultur i Normandiet
Normandiet kan meget – og faktisk langt mere, end man umiddelbart skulle tro. For blot to årtier siden ville en storketur til denne del af Frankrig have været en kort affære, og ærligt talt nok også en lidt skuffende én. Ligesom i store dele af Vesteuropa var storken forsvundet fra landskabet, og fugleentusiaster måtte søge andre steder hen for at opleve den majestætiske fugl i sit rette element.
Men tiderne har ændret sig. I dag er det ikke længere en fjern drøm at tage til Normandiet for at se storke – tværtimod. I flere områder vrimler det med dem, og deres tilbagevenden er ikke bare en naturmæssig succes, men også en invitation til at genopdage en region, der bugner af historie, kultur og naturoplevelser.
På denne tur dykker vi ned i både det gamle og det nye Normandiet. Med storkeeksperten og arkæologen Hans Skov som guide – flankeret af lokale franske storkespecialister – får vi en unik mulighed for at opleve storkene, naturlandskabet og de historiske perler, som Normandiet gemmer på. Det bliver en rejse, hvor natur og kultur går hånd i hånd, og hvor man ikke bare ser, men forstår.
Normandiet – Mænd fra Nord
Navnet stammer fra de “nordmænd” – vikinger fra Danmark og Norge – som i 911 fik området overdraget af den franske konge. Vikingehøvdingen Rollo blev den første hertug, og hans efterkommere, bl.a. Vilhelm Erobreren, satte Normandiet på verdenskortet med erobringen af England i 1066.

Vikingerne indtog Normandiet i 911 (Illustration: Storkene.dk)
Regionen har været skueplads for store historiske begivenheder – fra middelalderens magtkampe til D-dag under Anden Verdenskrig. I dag er Normandiet kendt for Camembert, cider og Calvados – og for sin evne til at forene natur, kultur og historie i ét betagende landskab, hvor storken igen har fundet sin plads.
Historien om den hvide stork i Frankrig
Historien om den hvide stork i Frankrig er faktisk lige så trist, som den vi kender fra Danmark.I 1970’erne var den hvide stork næsten forsvundet fra Frankrig. Kun 11 ynglepar blev registreret i 1974. Årsagerne var bl.a. dræning af vådområder, pesticider og en ældgamle jagttraditioner, hvor storken var et yndet bytte.
Fra 1980’erne blev der iværksat en målrettet redningsindsats, der blandt andet omfattede opformering og genudsætning af storke i Alsace og senere Charente-Maritime, ligesom man indledte arbejdet med at sikre storkens levebetingelser. Arbejdet har i den grad båret frugt, og her i 2025 anslås bestanden til ca. 7.000 ynglepar fordelt over hele landet – inkl. Normandiet, Camargue og områder nær Paris.
Storken i Normandiet
Efter helt at være forsvundet som ynglefugl i Normandiet blev det første par registreret i 1970. Siden da har en holdningsændring blandt jægere og lokalsamfund givet storken fred og plads til at brede sig, og i det seneste årti er udviklingen stukket helt af. I 1987/88 var bestanden steget, men var trods alt kun på sølle 10 par. Her i 2025 er ynglebestanden steget til cirka 500 ynglepar. Vi skal besøge nogle af de største og tætteste koncentrationer i La Manche (ca. 300 par), Calvados vest for Bayeux, samt området mellem Rouen og Le Havre.Smuk storkerede i træ (Foto: Hans Skov)
Foreløbigt program for turen
21. maj: Flyrejse med Air France fra Billund eller København
Udrejse – torsdag 21. maj 2026
-
Fra København (AF1151): 11:35 → Paris CDG: 13:35
-
Fra Billund (AF1763): 11:45 → Paris CDG: 13:35
Hjemrejse – mandag 25. maj 2026
-
Til København (AF1350): 21:00 → 22:55
-
Til Billund (AF1764): 20:40 → 22:25
_F%2DHBNK_%2D_MSN_5084_(10222979744).jpg)
Transport fra Paris til Rouen
Efter ankomst til lufthaven i Paris bliver vi hentet i lufthavnen af en moderne og komfortabel turistbus med lokal fransk chauffør. Ombord er der mulighed for at købe drikkevarer, ligesom der forefindes et toilet.
Vi kører direkte til Rouen, hvor vi checker ind på vores hotel cirka klokken 17.00. Husk, vi skal kun være der en nat, så det kan være praktisk med en lille taske, som man kan tage med på værelset. Dette naturligvis kun hvis man har mulighed for det.
Rouen ligger ved Seinen i det nordvestlige Frankrig og har en rig historie, der går helt tilbage til romertiden. Byen var en af de vigtigste i middelalderens Europa og fungerede som hovedstad for hertugdømmet Normandiet. Den er især kendt for sin imponerende gotiske katedral, Rouen Notre-Dame, og som stedet, hvor Jeanne d’Arc blev dømt og brændt i 1431.
Rouen er i dag en livlig kulturby med smukke bindingsværkshuse, museer, og historiske monumenter, og den har bevaret sin status som en central by i Normandiet – både historisk og administrativt.
Der vil være tid til at gå en tur og se byen, og for dem der har lyst, vil der være mulighed for, at vi sammen ser den gamle bymidte. Rouens gamle bydel er som taget ud af et eventyr med brostensbelagte gader og bindingsværkshuse. Her finder du små specialbutikker med lokale delikatesser som cider, ost og chokolade, samt kunsthåndværk og antikviteter i de små sidegader.
Middag denne aften er ikke inkluderet, og derfor står man selv for denne del.
Restauranter i Rouen
Rouen byder på masser af stemningsfulde spisesteder – her er nogle af de mest populære:
- La Marmite: En gourmetoplevelse med kreativt fransk køkken og høj kvalitet
- Les Fils à Maman Rouen: Sjov og nostalgisk atmosfære med klassiske retter og med et moderne twist
- La Pêcherie: Fiskerestaurant med friske råvarer og udsigt til det gamle torv
- La Galerie: Elegant fransk mad i kunstneriske omgivelser
- L'incontournable Rouen restaurant: Et must-visit med klassisk fransk charme og lækre retter
- Paul-Arthur: Raffineret og hyggeligt – perfekt til en romantisk middag
- Cancan: Gourmetmad med flair og moderne præsentation

Parti fra den gamle bydel I Rouen. (Foto: Hans Skov)
Den 22. maj – Storke, bindingsværk og middelalderidyl
Tidlig start: Kl. 08:30
Efter morgenmad starter dagens udflugt. Vi begynder dagen med en naturoplevelse i Risle-dalen, hvor vi besøger:
- Grimbouville – en landsby med gamle bindingsværkshuse, nogle helt tilbage fra middelalderen. "Grim" findes i mange nordiske og germanske personnavne, som Grímr, der betyder “maske” eller “skjult” på oldnordisk. Det var også et almindeligt vikingetilnavn og personnavn.
- Foulbec – nabobyen med samme danske stednavnsoprindelse (Foulbec kunne oprindeligt have betydet noget i retning af “Foul’s bæk” eller “bækken ved Foul”, hvor “Foul” måske er en forvansket form af et nordisk navn eller ord) som Grimbouville.
- Begge landsbyer har storkekolonier, hvor storkene bygger reder i trætoppene – et fascinerende syn!
Efter besøget i Risle-dalen går turen til den charmerende havneby Honfleur, beliggende ved Seinens udmunding i Den Engelske Kanal. Byen er kendt for sine middelalderlige huse, det smukke Vieaux Bassin omgivet af bygninger i flere stokværk, og den unikke trækirke Eglise Sainte-Catherine. Her holder vi et min. 3 timers stop, så der er god tid til at nyde en frokost på en af byens mange restauranter og caféer. Der er også tid til at udforske de mange små butikker med franske specialiteter og lokale delikatesser.

Vi besøger Honfleur ved Seinens udmunding (Foto: Hans Skov).
Ankomst til Bayeux - Normandiets historiske perle
Efter Honfleur kører vi de ca. 93 km til Bayeux, hvor vi checker ind på Grand Hôtel du Luxembourg og pakker ud. Hvis tiden er til det, er der mulighed for at gå en tur i den smukke middelalderby, eller blot slappe af på hotellet.
Bayeux er en charmerende og velbevaret by i hjertet af Normandiet, kun få kilometer fra Den Engelske Kanal. Byen er især kendt for det verdensberømte Bayeux-tapet, som skildrer Vilhelm Erobrerens invasion af England i 1066 – et unikt historisk dokument, udstillet i byens museum (der desværre er under renovering i 2026).
Byens historie går over 2.000 år tilbage, med rødder i både romersk og normannisk kultur. Bayeux blev som mirakel skånet for ødelæggelser under Anden Verdenskrig og var den første by i Frankrig, der blev befriet af de allierede efter D-dag i juni 1944.
I dag byder Bayeux på smukke bindingsværkshuse, brostensbelagte gader, og en imponerende gotisk katedral fra det 13. århundrede. Byens atmosfære er rolig og autentisk, og den er et oplagt udgangspunkt for udflugter til Normandiets kyst og historiske slagmarker.
Velkomstmiddag
Om aftenen samles vi alle til en hyggelig velkomstmiddag på hotellets restaurant.
Efter middagen serveres kaffe og naturligvis den traditionsrige storkelagkage – en sød afslutning ovenpå en oplevelsesrig dag.
Den uundværlige storkelagkage fra Storkene.dk – en sød tradition, vi aldrig
springer over. (Foto: Merete Carøe)
Den 23. maj
Vest for Bayeux: Storkekolonier og historiske landskaber - inklusive besøg på Omaha Beach
Vi får i dag en frokostpakke med fra hotellet.
Dagens udflugt går vestpå gennem det karakteristiske normanniske landskab med levende hegn, idylliske gårde og små klassiske landsbyer.
Første fotostop: Rubercy
Ca. 10 km vest for Bayeux gør vi holdt ved en smuk gammel gård, hvor et storkepar har bygget rede på skorstenen.
Mandeville-en-Bessin
Her ser vi flere storkereder i landsbyen, inden vi fortsætter til næste stop.
Trevières
I denne landsby findes hele otte storkereder – både i træer og på bygninger, herunder en malerisk gammel mølle.
Canchy – La Londe
Vi besøger en imponerende koloni med 41 storkepar, der har slået sig ned i træerne omkring landsbyen.
Frokostpause
Frokosten improviseres undervejs, afhængigt af hvor vi befinder os omkring kl. 12.00.
Omaha Beach – D-dagens blodigste slagmark
Efter frokost går turen til Omaha Beach, hvor nogle af de hårdeste kampe fandt sted den 6. juni 1944. Mellem 2.200 og 2.400 amerikanske soldater mistede livet her, mens de tyske tab lå omkring 1.200. Omaha Beach blev den mest blodige af D-dagens landgangszoner.
St-Fromond og Château de la Rivière
Vi fortsætter mod sydvest til området ved St-Fromond, ca. 40 km fra Bayeux. Her besøger vi den imponerende middelalderlige borgruin Château de la Rivière, hvor hele 44 storkepar havde rede i 2024. Vi tager et længere ophold her. Storkekolonien ved borgruinen bliver sandsynligvis et af turens absolutte højdepunkter, og vi tager fællesbilledet her.
Afslutning på dagen
Afhængigt af tidspunktet kører vi enten direkte tilbage til Bayeux eller laver et ekstra stop ved andre seværdige storkelokaliteter i området.
Aftenen er uden et fast program.
Storkerede i træ i Aignerville. (Foto: Hans Skov)
Den 24. maj – Dagsudflugt: Ste-Mère-Église, storkereder og kystlandskaber
Afgang fra hotellet i Bayeux kl. 09.00
Igen i dag har vi en frokostpakke med fra hotellet.
Vi kører vestpå til byen Ste-Mère-Église (56 km), en klassisk normannisk by med et stort torv og en smuk gammel kirke i centrum. Byen er særlig kendt for en dramatisk hændelse under D-dagen: Natten til den 6. juni 1944 blev en amerikansk faldskærmsjæger kastet ud bag de tyske linjer, men hans faldskærm satte sig fast i kirketårnet, hvor han hang i flere timer over torvet. Heldigvis blev han reddet af lokale franskmænd og overlevede.
I dag hænger en dukke i faldskærm på kirketårnet som minde om begivenheden. Vi besøger kirken og torvet – og ser, om nogle af byens spændende butikker har åbent, selvom det er Pinsesøndag.
Storkereder og mindesmærker
-
Beuzeville-la-Bastille. Her ser vi flere storkereder, bl.a. en spektakulær rede på et krucifiks ved et mindesmærke for faldne fra 1. Verdenskrig.
-
L’Angle ved Picauville. Vi besøger et charmerende fransk stuehus med storkerede.
-
Montessy. Her ser vi endnu en rede på et stuehus tilhørende en gård.
-
Étienville. På hovedbygningen af et gammelt gods findes fire storkereder. Ved siden af ligger en smuk middelalderkirke og et mindesmærke for de faldne i 1. Verdenskrig.
Frokostpause
Vi improviserer en frokostpause omkring kl. 12, afhængigt af hvor vi befinder os.
Canville-la-Rogue – Godset Olande
Vi besøger godset Olande, hvor hovedbygningen har rødder tilbage til 1100-tallet. En storkerede troner smukt på toppen af den gamle borgbygning.
Denneville – Udsigt til Kanaløerne
Vi fortsætter ud til kysten og besøger Denneville (danskerbyen), hvor vi nyder udsigten mod de engelske Kanaløer.
Retur mod Bayeux
Efter besøget i Denneville kører vi østpå mod Bayeux. Hvis tiden tillader det, improviserer vi stop ved interessante storkelokaliteter undervejs.
Storkerede på toppen af den gamle borgbygning (Foto: Hans Skov)
Den 25. maj – Hjemturen starter
Busafgang: Kl. 11:00
Efter nogle forhåbentlig oplevelsesrige og mindeværdige dage i Normandiet går turen nu tilbage mod Paris. Vi forlader Bayeux og kører gennem det varierede franske landskab, hvor der undervejs er mulighed for at fordøje de mange indtryk. Køreturen tager ca. tre timer, og vi forventer ankomst til lufthavnen i Paris i løbet af eftermiddagen. Undervejs stopper vi på en rasteplads for at spise frokost (som er for egen regning).
_____________________________________________________________________________________________________________________________
Hotellerne
Rouen
Ibis Rouen Centre Rive Droite Pasteur
Et moderne og komfortabelt 3-stjernet hotel beliggende tæt på Seinen og Rouens historiske centrum – ideelt og med nem adgang til byens seværdigheder.
Værelser og faciliteter
- 79 værelser med moderne indretning og aircondition
- Komfortable senge med Sweet Bed by ibis-madrasser
- Eget badeværelse med bruser og hårtørrer
- Fladskærms-tv, skrivebord og mørklægningsgardiner
- Gratis Wi-Fi og lydisolerede værelser
Morgenmad og forplejning
Morgenmadsbuffet med kontinentale og amerikanske retter samt snackbar og bar med lette måltider og drikkevarer tilgængelige 24/7.
Morgenmadsbuffet serveres fra kl. 06.30 – 10.00
Der er mulighed for morgenmad på værelset (dette skal man selv arrangere med hotellet).
Praktisk info
Døgnåben reception med flersproget personale. Der er cirka 15 minutters gang til Rouens gamle bydel og domkirken.

Bayeux
Grand Hôtel du Luxembourg & Spa – Bayeux
Et historisk og charmerende 4-stjernet hotel midt i hjertet af Bayeux, hvor elegance og normannisk tradition mødes i smukke omgivelser.
Atmosfære og historie
Hotellet ligger i en bygning fra 1600-tallet og har været besøgt af prominente gæster som Louis XVI og Gustave Flaubert.
Den klassiske arkitektur med stenfacade, smedejernstrappe og historiske detaljer giver stedet en autentisk og rolig stemning
Værelser
Værelserne er elegant indrettet med moderne komfort og historisk charme. Alle værelser har gratis Wi-Fi, fladskærms-tv og eget bad.
Morgenmad
Serveres som buffet med lokale produkter hver morgen fra kl. 7.30–10.00. Der er mulighed for morgenmad på værelset mod tillæg (dette er noget man selv skal organisere ved ankomst til hotellet).
Spa og afslapning
Udendørs område med opvarmet pool og jacuzzi. Derudover er der en spa med sauna, hammam, saltgrotte, sensorisk bruser og PHYTOMER-behandlinger. Spaadgang koster €25 for hotelgæster.
Beliggenhed
Centralt placeret i Bayeux – gåafstand til Bayeux-tapetet, krigsmuseet og den gamle bydel.


Rejsens pris:

Rejsens pris inkluderer:

Fotokavalkade fra Normandiet
Hans Skov har taget en lang række flotte billeder, der viser mange af de steder vi skal se på denne tur.

Klik på billede for at tilgå Merete Carøes flotte fotoalbum med fotos taget af Hans Skov .
Tilmelding og kontakt
Har du lyst til at komme med på denne spændende rejse – eller ønsker du blot mere information?
Så er du meget velkommen til at kontakte Jess Frederiksen eller Merete Carøe på e-mail:
Jess@Storkene.dk
Merete@Storkene.dk
Ønsker du at tilmelde dig turen, bedes du sende en mail direkte til Merete Carøe.
Når du melder dig til, må du meget gerne opgive dit fulde navn, som det står anført i dit pas.





