
Storken Simba og mage går tur tæt på storkereden. GPS transmittteren ses
svagt på ryggen af storken til højre. (Foto: Hans Christian Gabelgaard)
Publiceret på Storkene.dk den 14. maj 2025
Første danske stork med GPS gør et yngleforsøg i Danmark
Tilbage i 2021 begyndte et videnskabeligt projekt, der primært har til formål at kortlægge den nye danske storkebestands trækruter, samt deres dødsårsager og -steder. Projektet er udviklet i fællesskab af Statens Naturhistoriske Museum og Storkene.dk. Siden 2021 er 22 danske ungstorke blevet udstyret med en lille GPS-transmitter, hvilket har gjort det muligt at følge deres rejse.
Kun 9 af storkene er stadig i live, men én af dem, der har klaret sig igennem de første leveår, er hanstorken Simba. Han stammer fra en rede i Broderup ved Tinglev i Sønderjylland, hvor han i 2021 voksede op i et kuld på fire unger.
"Vi har ventet i et års tid på, at de første danske storke med GPS, der stadig er i live, ville vende tilbage for at yngle i Danmark. Den første danske GPS-stork, der yngler og har unger, er faktisk storken Cort fra Smedager, men da han har slået sig ned på en rede syd for grænsen, tæller han ikke med som en dansk ynglestork, hvilket er en lille skuffelse," udtaler Lisa Mäkelburg fra Storkene.dk.
Simba guffer løs på den nyslåede eng ved storkereden
(Foto: Lone Gabelgaard)
Skuffelsen er nu vendt til glæde og forventning, for Lisa Mäkelburg er begejstret over nyheden om Simba:
"Simba har fundet sig en mage i landsbyen Havsted, lidt nord for Bylderup-Bov i Sønderjylland. Siden den 9. maj har de to holdt til på landsbyens storkerede, hvor de regelmæssigt har parret sig og været fast til stede i området. Jeg er naturligvis enormt glad for, at Simba – som den første danske stork med GPS – har valgt at slå sig ned i Danmark for at yngle. Når man har fulgt hans rejse fra han forlod reden i Broderup i august 2021 og helt til i dag, opbygger man et forhold til fuglen og håber selvfølgelig, at alt går godt."
Amatørnaturfotografen Lone Gabelgaards første møde med Simba i august 2021.
(Foto: Hans Christian Gabelgaard)
Storkeparret fandt sammen den 9. maj, hvilket betyder, at det er lige på grænsen til, om de kan nå at yngle i år, eller om de må vente til næste sæson. Skal et storkepar yngle succesfuldt, skal de have dannet par senest den 10. maj.
"Det vigtigste er sådan set, at Simba har fundet en mage og et sted at bo. Skulle de vælge ikke at yngle i år, vil de begge målrettet søge tilbage til samme rede næste år og have rigelig tid til at indlede yngel," afslutter Lisa Mäkelburg.
Den lokale amatørnaturfotograf Lone Gabelgaard fra Bylderup-Bov var onsdag eftermiddag ude for at tage fotos af storkeparret, og fandt hurtigt frem til både Simba og magen.
"Det er jo ikke første gang, jeg møder Simba. Da han fik GPS påsat i august 2021, var Simba i mine arme, og jeg har flere gange siden haft fornøjelsen af at møde ham på en af de sønderjyske storkereder. Han er helt sikkert meget tæt på mit hjerte, og jeg håber inderligt, at han fremover vil forblive en sønderjysk ynglestork, så jeg kan komme forbi og hilse på hos ham og magen," siger en glad Lone Gabelgaard.
Storkeparret på reden i Havsted. (Privatfoto)
Reden, hvor Simba og hans mage har slået sig ned, ligger blot 12 km barndomsreden i Broderup, hvor hans bror Loui nu yngler.
Med den seneste udvikling er der i øjeblikket 13 storkepar i Danmark, og parret i Havsted er det eneste, der endnu ikke har lagt æg. Det er den højeste bestand siden 1986.
Find vej til en storkerede
Klik på foto for at finde vej til en beboet
storkerede (Grafik: Storkene.dk)