Lagt på Storkene.dk den  23. april 2020



Kjeld fik sin Yvonne til sidst


Kjeld har ventet pligtskyldigt på sin Yvonne siden den 6. april.  Men modsat mange af os andre,  var Kjeld sikker på, at hans kone fra 2019 ville vende tilbage til reden. Og præcis en dag før forrige år, landede Yvonne onsdag klokken 13.45 på reden i Flynder i Vestjylland.
 
”Glæden var stor, da de begge hilste på hinanden og der gik ikke længe, inden den første parring fandt sted og dermed er kimen til et nyt kuld storkeunger lagt” siger Mogens Lange Petersen fra Storkene.dk, der forventer,  at der inden den 1. maj er æg i reden.
 
”Vi regner med, at det første æg er lagt inden en uge. Det er en ung hun, som normalt lægger færre æg end mere erfarne hunner, men 3-4 æg forventer vi da. Hvor mange unger der så kommer ud af anstrengelserne, det vil tiden vise og afhænger meget af vejret”

 


Straks efter ankomsten kom første parring (Foto: TVMV/Storkene.dk)


Danmark har nu tre par storke - måske flere på vej

Hanstorken Kjeld er ringmærket i Tyskland og er nu 5 år gammel. Magen Yvonne ikke er ringmærket og dermed kender vi ikke hendes præcise alder og oprindelse.  Men hun er 4-5 år gammel.
 
Status er, at vi i Danmark i skrivende stund har tre par ynglende storke. Udover parret i Flynder i Vestjylland, er der storkepar i Smedager i Sønderjylland og i Gundsølille ved Roskilde. Der kan dog komme flere par til, men dette skal ske inden den 10. maj, hvis de skal have succes med at få unger på vingerne. I denne uge har et storkepar parret sig på kirken i Aakirkeby på Bornholm, men status for dette par, er endnu ukendt.
 
Man kan følge storkeparret Yvonne og Kjeld på TV-Midtvest. Se mere her!

 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS