Lagt på Storkene.dk 1. september 2021
Den hvide stork har knækket koden
Af: Mogens Lange Petersen og Jess Frederiksen, Storkene.dk
Kun få troede på revival for storken efter 2008
Vi har skrevet om det mange gange før. At storkebestanden i Vesteuropa er i voldsom fremgang og at det primært skyldes klimaforandringer, der medfører markant ændrede trækvaner hos storkene. Men hvad er det præcis der sker, når storkene lægger om på deres træk? Hvorfor kommer der af den grund flere storke? Det spørgsmål har vi fået i vores velbesøgte brevkasse på TV-Midtvest og TV-Syd.
Lad os starte med slutningen for storken som dansk ynglefugl i 2008. Det er en trist historie, der tager sin begyndelse efter 1864. Det var efter tabet af Slesvig, Holsten og Lauenborg, at man indledte landvindingsprojekter over hele Danmark. Fra da af gik det ned af bakke for storken i Danmark.
Våde saftige enge er storkeland.
Det egentlige dødsstød fik storken dog først da man indførte det industrielle landbrug i 1960´erne og enge blev omlagt til korndrift for at give foder til bl.a. griseproduktion. Det betød, at Danmark så at sige fik lukket endnu flere gode biotoper ned.
Vi hopper lige frem til Danmark anno 2021.
Faktum er, at selvom vi i både Tyskland og Danmark er begyndt at lægge mere vægt på et bæredygtigt landbrug, økologi og naturgenopretning, så er der stadig lang vej til det landskab storken trivedes i for 100 år siden. Landskabet, som storken vendte ryggen til da den opgav Danmark og gik voldsomt ned i antal i det vestlige Tyskland – dvs. de gamle vesttyske delstater, er i sin store væsentlighed ikke forandret. Alligevel er der nu mange steder i det vestlige Tyskland en storkebestand, som ikke er set magen til siden 1930´erne eller endnu tidligere. Stigningstakten er faktisk så stor, at forsætter væksten i samme gænge, vil bestanden visse steder i det vestlige Tyskland nå højder, som ikke tidligere er set.
Da storken forlod Danmark i 2008, troede de fleste, at nu var det slut med ynglende hvide storke i Danmark for altid. Dengang var vores bestand domineret af storke der trak mod øst og overvintrede i de østlige og centrale dele af Afrika og endda trak helt til Sydafrika. Rejsen dertil var - og er stadig - brolagt med mange farer og kun ganske få individer overlevede de første to år efter de var fløjet fra reden. Af samme årsag kom kun få kom tilbage for at yngle i Europa.
Nogle gange var der tilmed fødemangel i vinterkvarteret, som kostede mange storke livet og som svækkede dem på deres lange rejse tilbage til ynglepladserne. Enten overlevede de ikke turen eller også kom de udmattede og for sent retur til at yngle.
Storke med en kort trækrute kommer tidligere til rederne i foråret
For at bestanden hos de østtrækkende storke skal opretholde sig selv, er det nødvendigt med mange udfløjne unger fra reden. En tommelfingerregel er, at der skal være en reproduktion på gennemsnitligt 2.5 unger pr. storkepar. Er der ikke det, er der tale om en bestand i tilbagegang. Simpelthen fordi tabet af unger er så stort for de østtrækkende storke. Gode år opvejer naturligvis de dårlige år.
Men ændringen i storkenes trækmønster, hvor langt de fleste storke fra det gamle Vesttyskland trækker til den iberiske halvø, det sydlige Frankrig eller sågar blot til det sydlige Tyskland for at overvintre, har pillet ved hvor mange unger der behøver at komme fra hver rede. Og det er her hele kimen til bestandsvæksten skal findes.
En kort og mindre anstrengende trækrute mellem overvintringsstederne og rederne i nord betyder at de vesttrækkende storke generelt kommer først til rederne med stort fødeudbud og god placering. Ydermere er de ikke så afkræftede som deres østtrækkende artsfæller og bedre i stand til at kunne indgå i kampe om rederne.
Storke i deres nye vinterparadis i Spanien. (Foto: Elena del Val)
Fødebehov falder ved kort træk
I og med, at trækket for vesttrækkerne er kort og dermed ikke anstrengende, så falder behovet for føde tilsvarende. Selvom det til tider kan være koldt i området ved Madrid i Spanien, hvor majoriteten af de Vesteuropæiske storke overvintrer, er det ikke noget der giver sig udslag i stor dødelighed. Storke kan leve på smalkost i flere dage – ja, endda i flere uger. Forrige vinter var der et stort frembrud af kulde i Spanien i slutningen af januar. Der faldt en meter sne og temperaturen var pænt under minus 10 grader mange steder i det centrale Spanien. Selv de livgivende lossepladser lukkede ned grundet omstændighederne. Men storkene klarede sig og da varmen kom tilbage og sneen, efter at have ligget i mere end en uge, smeltede, var næsten alle storke tilbage. Kun få storke havde mistet livet grunden kulden.
Så er vi tilbage ved kravet til ungeproduktion. For mens vi ved de såkaldte østtrækkere ved, at der skal produceres i gennemsnit 2,5 unge på storkepar, falder dette krav nu væsentligt. Mange steder ser vi, at selvom der kun produceres mindre end 1,5 unger årligt pr. rede i, så vokser bestanden alligevel betragteligt.
Hvordan bliver storke vesttrækkere?
Ændringen fra at være østtrækkende stork til at bliver vesttrækkende er noget der tager tid. Der har sådan set hele tiden været vesttrækkende storke, men de har overvejende gjort vinterophold i det Nordvestlige Afrika.
Fælles for de øst- og vesttrækkende storke, der tager hele vejen til Afrika er, at de begge skal trække over farvand, hvilket storke helst undgår. For ligesom trækket over Bosporusstrædet, der forbinder Sortehavet med Middelhavet i øst, er Gibraltarstrædet, der forbinder Middelhavet og det Nordlige Atlanterhav i vest, meget krævende for trækkende storke. Der er nemlig ingen termiske vinde at transportere sig på og mange storke lader livet på disse nødvendige passager til og fra Europa, Mellemøsten og Afrika.
Istanbul marts 2021. Udmattede storke er stoppet op grundet kulde og lavtryk.
I 1980´erne begyndte flere og flere vesttrækkere at opholde sig på lossepladser i Spanien. De har fundet ud af, at der her var store mængder af let tilgængelig føde på lossepladserne. Dertil kommer, at man i Spanien har opdræt af amerikansk flodkrebs, som har spredt sig og lever i rismarkerne og ligeledes udgør er en god og nærende føde for storkene.
En kort og mindre anstrengende trækrute mellem overvintringsstederne og rederne i nord betyder at de vesttrækkende storke generelt kommer først til rederne med stort fødeudbud og god placering. Ydermere er de ikke så afkræftede som deres østtrækkende artsfæller og bedre i stand til at kunne indgå i kampe om rederne. Og dermed vinder bestanden af vesttrækkere ind på østtrækkerne, hvilket har startet den sneboldeffekt vi er vidner til.
Faktum er, at flere og flere storke dropper trækket mod øst og bliver i Sydvesteuropa for at overvintre. Det driver bestanden i vejret med stor hast.
Hvor længe effekten vil vare, er det svært at spå om. Men der er lige nu slet ingen tegn, at sneboldeffekten stopper - snarere tværtom.
Storkene.dk opgav aldrig kampen for storken
Vi ved nu, at storkenes træk altovervejende er domineret af noget der er tillært. Der er trækinstinkter i storkenes gener, men formentlig er det blot det, at de ved at de skal trække mod syd. Og hvor vejen går hen, beror primært på hvilken flok af trækkende storke de unge storke kommer ind i. Er en ung storke kommet ind i en flok, som har sat kursen mod øst og er på vej til Balkan, Mellemøsten og videre til Afrika, så er det den vej de flyver fremover på de kommende træk.
Afslutningsvis hopper vi tilbage til 2008, hvor det så allermest sort ud for storken.
Hvor andre opgav kampen for storken i starten af 0´erne, er det værd at huske, at Storkene.dk altid har troet på storkens genkomst og kæmpet for at det skulle ske i 14 år. Faktisk overtog Storkene.dk, hvor andre havde givet op.
Vil vil fortsat - helt ufortrødent - arbejde for, at de nye kommende danske storkepar trives og at deres omgivelser bliver optimeret, sådan at der kommer så mange storkeunger som muligt på vingerne.
At opgive arbejdet med storken, vil aldrig være en mulighed for Storkene.dk