Lagt på Storkene.dk 12-5-2020
 


Nyt Sjællandsk storkepar er flyttet til rolige omgivelser


Det storkepar, som vi her på Storkene.dk kunne berette om i sidste uge, er flyttet fra de drillende måger i Høje Tåstrup, til mere rolige omgivelser i Egedal Kommune. Mågerne, der konstant sværmede om storkeparret, blev nemlig for meget for de to storke. Lørdag formiddag lettede de fra reden og kort tid efter, landede de på en storkerede i Ganløse. Kort tid efter landingen, blev første parring observeret.
 
”Området de har slået sig ned i, er rigtig godt for storke, med mange små enge, græssende får og kvæg og små vandhuller. For en stork, er dette område slet ikke så tosset”, siger Jess Frederiksen fra Storkene.dk.
 
Og storkeparret har slået sig ned hos en vedholdende storkeentusiast, der længe har ventet på dette øjeblik.
 
”Storke bor på en storkerede på Svinemosevej hos Karin og Christian Friis Bach, der er engagerede medlemmer af Storkene.dk og har været det i 10 år. På ejendommen er der opsat to storkereder, men det en rede på en pæl, der tiltrækker storkeparret, som de nu overnatter på”



 
Storkeparret ses her tirsdag morgen på reden i Ganløse.
(Foto: Asker Friis Bach)

 

Vigtigt at storkene får ro

 
Selv om området som nævnt er godt for storke, får storkene lidt tilskudsfoder. Christian har været op klokken før kl. 5 to morgener i træk for at passe godt på dem. Dette er nemlig med til at fastholde storkene i området, sådan at de næste år, vil komme tilbage for at yngle. Hanstorken er formentlig endnu ikke gammel til at yngle, mens hunstorken er tre år og dermed kønsmoden. Og det er ikke hvilken som helst stork, der nu er kommet hjem. Ringen på højre ben, blev aflæst mandag og det afslører hvilken stork der er tale om.
 
”Hunstorken hedder Susanne og er opkaldt efter Susanne Andersen, der sammen med manden Jens, siden 2007 har haft fornøjelsen af at huse storkeparret Ida og Emil.  Hun spenderede hele sommeren 2018 omkring Gundsølille, men siden hun trak sydpå i efteråret 2018, er hun ikke spottet igen.
 
Nu er storkeparret så væk fra mågerne og alt den virak det har medført. Det er derfor vigtigt, at de nu får ro til at bosætte sig i Ganløse.
 
Derfor opfordrer lodsejerne og Storkene.dk indtrængende til, at man giver storkene ro og ikke valfarter til Svinemosevej, der er en privat fællesvej, hvor der er gennemkørsel forbudt. Bliver de jagtet af ivrige fotografer og hundeluftere, kan de meget vel fordufte.


På Slangerup Kirke (Foto: Lars Hyldal Jung)

 
At de skulle finde på at yngle i år, er nok ret usandsynligt. Men bliver de bare en måned sammen på reden – og gerne længere – er de at betragte som et dansk storkepar. Og så har de dannet par og vil komme tilbage til næste forår for at mødes på reden i Ganløse.
 
Udover Ganløse er der i år storkepar på følgende lokaliteter:
 
Enslev, Djursland,
Smedager, Sønderjylland
Eggebæk, Sønderjylland
Toftlund. Sønderjylland (er tilbage efter en udflugt)
Bækmarksbro, Vestjylland
Gundsølille, Midtsjælland
 

© Copyright 2020 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS