Lagt på Storkene.dk den 24. maj 2019
 

Pas på - lavtflyvende storke

Et vejskilt du ikke ser hver dag er nu opsat i Lemvig Kommune. Skilte der advarer mod lavtgående fly ses af og til i nærheden af danske flyvepladser og lufthavne. Men skilte, der advarer mod lavtflyvende storke er absolut ikke hverdagskost. Det nye ynglende storkepar ved Bækmarksbro i Lemvig Kommune, har dog tiltrukket så mange interesserede fra hele landet, at der var brug for at gøre noget, for at dæmpe trafikken.


Et sjældent set dansk vejskilt.
(Foto: Louise Fjeldgren)

» Familien Fjeldgren, der har storkeparret boende på deres ejendom, havde i den seneste tid bemærket så stor interesse for storkene, at der var brug for at sætte advarselsskilte op, før man kommer til storkereden. På den måde kunne der lægges en dæmper på farten «, siger formand for Storkene.dk Jess Frederiksen. Derfor kontaktede foreningen Lemvig Kommune for at få hjælp. Og Lemvig Kommune var hurtigt ude med indsatsen.

Blot få dage efter henvendelsen fra Storkene.dk, havde Vej og Park i Lemvig Kommune fabrikeret og opsat advarselskilte, der nu er opstillet i vejkanten før man ankommer til storkereden Og det er de eneste skilte af den slags i Danmark.

» Nu ved alle forbipasserende, at man lige skal lette foden fra speederen og være opmærksom på storkekiggere på vejen - og så ellers bare nyde storkeparret «, siger Jess Frederiksen.

 

Informationstavle opsættes

Om kort tid opstilles der ligeledes en informationstavle ved storkereden, sådan at interesserede kan læse om storkeparret her, om hvor man ellers kan se ynglende storke i Danmark, og om hvad der skal til, for at Danmark får flere ynglende storkepar. Derudover får man lidt rådgivning om, hvordan man gebærder sig ved storkereden, der står på en privat grund.




Plakaten til informationstavlen, der nu opsættes ved storkereden i Bækmarksbro.
(Design: Åki Martinsson)


Udover storkeparret i Lemvig Kommunne, yngler der i år storke i Gundsølille ved Roskilde og i Smedager ved Aabenraa. Ved storkereden i Smedager, var der mandag i denne uge brug for en mindre redningsoperation, hvor det lokale brandværn fra Tinglev, måtte op i reden for at fjerne et større stykke plast, der var til fare for de to storkeunger.

Se storkeparret i Smedager her

 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS