Lagt på Storkene.dk den 13. august 2019
 

Sidste danske storkeunge fløjet af reden


For en måned siden fløj de første storkeunger af reden i Gundsølille ved Roskilde og i Smedager ved Tinglev.  Nu har den sidste danske storkeunge, der er opvokset i den nye storkerede i Bækmarksbro ved Lemvig, taget den første flyvetur. Det skete tirsdag morgen, netop som naturfotografen Vagn Gejl Donskov lagde vejen forbi for at  fotografere storkeparret og deres unge.


Storkeungen flyver over engen
(Foto: Vagn Gejl Donskov)



Storkeungen tog en kort tur, før den landede hos storkefar på taget ved siden af reden. Herefter fløj både ungen og dens forældre ud i engene for at søge føde. De næste par uger, inden de alle flyver mod syd, vil ungen lære at søge føde og styrke vingerne så den er klar til turen til enten Afrika eller Spanien.

Storkeungen fik taget en fjerprøve da den blev ringmærket for en måned siden, men desværre er der endnu intet resultat af DNA testen, der skal afsløre kønnet på storken.

Det forventes, at alle danske storke er trukket bort ved udgangen af august måned. Dog undtaget det gamle storkepar i Gundsølille, der sparer sig turen mod syd og bliver på reden hele vinteren.

Se fotoserie taget af Vagn Gejl Donskov
 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS