Lagt på Storkene.dk den 31. maj 2019
 

Tre sjællandske storkeunger stortrives 


Meget skal gå galt, hvis man ikke den 10. juni, kan ringmærke tre flotte storkeunger i den gamle storkerede i Gundsølille ved Roskilde.
 
Friske dronebilleder fra storkereden, der er taget Kristi Himmelfartsdag, viser i alle tilfælde, at de tre storkeunger har klaret sig godt igennem den første måned af deres liv og er ved at vokse sig store.


 

» Resultatet – hvis det bliver tre unger – er naturligvis ikke så godt som kanonåret 2018, hvor der kom hele fem storkeunger på vingerne. Men tre unger er så absolut godkendt og ganske flot «, siger Jess Frederiksen fra Storkene.dk.
 
» Det eneste der nu kan gå galt, er faktisk, at der kommer et gedigent og langt koldt regnvejr indenfor de næste 8 dage. Og ifølge meteorologerne, så er der ikke udsigt til synderligt meget regn på Midtsjælland de kommen mange dage «.
 
Derfor er der allerede nu gjort tre ringe klar til storkeungerne. Ringene påsættes den 10. juni klokken 10.00. Ved samme lejlighed tages der en fjerprøve fra hver enkelt storkeunge, som sendes til DNA test hos dyrlæge Bjarne Østergaard Rasmussen, der er specialist i fugle. På den måde kan vi finde ud af, hvilket køn storkeungerne har.
 
Se en kort filmsekvens på Storkene.dk YouTube kanal her 
 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS