Lagt på Storkene.dk den 13. februar  2019


Kom og se en berømt storkebolig 

De første storke er ankommet så langt mod nord, som lige syd for grænsen. I går ankom den første stork på reden i byen Eggebek og i hele Slesvig Holsten står der allerede nu mange storke og troner på deres reder. Den første stork forventes derfor, at sætte benene på danske jord om ganske kort tid.

I Smedager i Sønderjylland er det derfor tid til forårsrengøring i storkereden sådan, at reden fremstår fin og ren, inden landsbyens storkepar ankommer. Men der skal ikke kun gøres rent. Der skal også opsættes en ny storkerede på gårdens lade og indvies et større paddevandhul, der fremtidigt skal agere take-away cafe for det lokale storkepar, Tommy og Annika.



Tommy og Annika på storkereden i Smedager, der nu skal istandsættes inden parrets ankomst.
(Foto: Storkene.dk/ TV Syd)


 

»Grunden til, at vi opsætter en ny storkerede skyldes, at storkeparrets unger skal have en rede til at raste på, når de flyver af forældrenes rede. Tidligere har vi set at de gamle storke har haft svært ved at dele pladsen i reden med ungerne og det er endda sket, at en ungstork formentlig omkom, da den sov på jorden og var et nemt bytte for ræven« siger formand for Storkene.dk, Jess Frederiksen, der også glæder sig til at indvie et større nyetableret paddevandhul.

»Vi er faktisk så stolte af dette paddevandhul, at vi nu gerne vil vise det frem for alle og samtidig fortælle om vores planer for flere vandhuller indenfor en radius af 3 km fra storkereden, således at storkene fremover får et netværk af mindre take-away cafeer i umiddelbar nærhed. Et netværk af vandhuller, vil også være til gavn for spredningen af padder mellem vandhullerne og vil gavne, hvis der kommer flere storke til området«



 

Vær med til at skyde foråret i gang

Storkene.dk slår, sammen med Benny Appel, der ejer gården hvor storkeparret yngler, nu dørene op for et arrangement, hvor du kan komme helt tæt på både det nyetablerede paddevandhul og se en ny storkerede blive sat op. Derudover bliver den gamle storkerede, der siden 2012 har huset storkepar, gjort klar til den kommende sæson.




Paddevandhullet netop da det var færdiggjort  (Foto: Storkene.dk/TV Syd)


Derudover møder man både storke-og paddeksperter og naturligvis Benny Appel, der siden 2012 har været den lykkelige vært for et sjældent storkepar.  Så kom og vær med til at skyde foråret i gang i Smedager og hør meget mere om både storken og Storkene.dk

Storkene.dk vil byde gæsterne på varm kaffe, te, saftevand og kakao samt lidt sødt til ganen. Sidst, men ikke mindst, kommer Alf Blume, der er en del af Ciconia Band med og giver et par numre på guitaren. Vi håber naturligvis, at vejret er tørt på dagen, men hvis det regner, vil der være mulighed for at søge ly i gårdens lade.

Sted: Smedagervej 47, 6392 Bolderslev
Tid:   9. marts klokken 10.00


Arrangementet er gratis, men tilmelding, hvor man anfører hvor mange personer man medbringer til arrangementet, er nødvendig og kan ske ved henvendelse til Lotte Lykke Stendahl på mail: lotte@storkene.dk








 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS