Lagt på Storkene.dk den1 juli 2019

Skilte forsvundet ud i den blå luft
De to advarselsskilte med teksten ”lavtflyvende storke” der i juni måned blev leveret og opsat af Lemvig kommune er forsvundet fra vejen, hvor mange billister dagligt passerer forbi Vestjyllands eneste beboede storkerede.
Skiltene forsvandt i sidste uge og dermed er der ikke længere noget der advarer billister om at nedsætte hastigheden, når de passerer tæt forbi grunden, hvor storkereden er placeret.


Foto: Storkene.dk


Mangel på skilte kan udgøre stor risiko for storkene
Ifølge Mogens Lange Petersen fra Storkene.dk kan det ende fatalt.
"Vi er meget kede af, at advarselsskiltene er forsvundet, idet der inden længe opstår et særligt stort behov for, at trafikanter yder opmærksomhed, når de passerer reden med lille nye storkefamilie.
Storkeparret har nemlig udruget en unge, der når den flyver fra reden, påbegynder en i starten noget usikker flyvetræning i umiddelbar nærhed af den trafikerede vej”


Foto: Vagn Gejl Donskov


Nye advarselsskilte på vej
Per og Louise Fjeldgren der er vært for storkeparret ærgrer sig også over de manglende skilte og fortæller, at Lemvig kommune dog allerede har bestilt nye advarselsskilte,så trafikanter der kører forbi storkeparrets rede, atter kan blive advaret, så både storke og interesserede voksne og børn i rabatten ved udkigspost til reden igen kan føle sig trygge.

 

© Copyright 2019 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS