Lagt på Storkene.dk den 21. august 2019
 

God rejse – og på forhåbentlig gensyn   


Så er de to ungstorke fra Smedager draget afsted mod syd.

Benny Appel, der lægger hjem til storkereden i Smedager, har meddelt til Storkene.dk, at de to unge storke forlod reden i Smedager tirsdag eftermiddag og ikke er set siden. Derfor ligger det formentlig helt fast, at deres lange farefulde rejse er indledt.

Og om vi nogensinde ser dem igen, er uvist. Ifølge storkeeksperten Mogens Lange Petersen, findes der ikke en eneste kendt genmelding af de mange unge storke, der er fløjet fra reden siden 2012, hvor der første gang var unger i reden. 

”Det er naturligvis meget trist, at vi ikke hører noget til dem. Utvivlsomt lever nogle af ungstorkene i bedste velgående og er nu ynglefugle et ukendt sted. De er blot ikke indrapporteret. Men vi må også erkende, at langt flere end halvdelene af ungerne omkommer i deres første leveår” siger Mogens Lange Petersen.


En tom storkerede i Smedager - ungerne er borte.
(Foto: TVSyd/Storkene.dk)

De gamle storke forældrestorke vil om kort tid følge trop og flyve mod syd. Der er højtryksvejr på vej hvilket vil sætte gang i efterårstrækket af storke fra hele Europa. Også de tre unge storke fra Gundsølille ved Roskilde og storkene i Bækmarksbro ved Lemvig, vil efter al sandsynlighed bryde op i de kommende par uger.

I det østlige Danmark kan man, sammen med højtrykket, formentlig endelig opleve den ventede invasion af storke fra Skåne, der lægger vejen forbi på deres vej mod vinterkvarteret.

Mange storkefans vil indtil marts måned have storkeabstinenser. Her på Storkene.dk skal vi nok forsøge at lindre de værste symptomer og lover, at vi i løbet af vinteren kan præsentere flere spændende nyheder, der lover godt for 2020.
 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS