Publiceret den 19.4 2025


Storken er tilbage i Danmarks ældste by, Ribe
 

For knap 100 år siden var Ribe et hotspot for de danske ynglestorke. Når man tænker på Ribe, er der stadig mange danskere, der tænker på storke. Det er 21 år siden, det sidste storkepar ynglede i Ribe. 2004 markerede slutningen på en epoke for storkene i Ribe. Punktum, slut. Eller rettere, det blev heldigvis kun til et komma og en meget lang pause, for nu er storken tilbage som ynglefugl.

Et storkepar har slået sig ned i byens udkant i Damhus, der ligger cirka 1500 meter fra centrum af Ribe. Storkeparret bor på reden hos Inge og Tonni Christensen, der om nogen har kæmpet for at få storken tilbage.

"Vi har ventet i 24 år på, at et storkepar skulle lande i vores storkerede, som vi opstillede i 2001. Hvert år har vi vedligeholdt den inden foråret, så den har fremstået indflytningsklar for et storkepar. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi har haft besøg af enlige storke på reden – og hver gang har vi håbet på, at der skulle komme en mage. Først nu er det sket," udtaler Inge Christensen til Storkene.dk.

"Storkene.dk hjalp os i 2020 med at opstille en ny rede, som ligger lidt mere tilbagetrukket end den oprindelige, så nu har de to mulige boliger, og de pendler mellem dem begge. Det er meget svært at beskrive, hvor lykkelige vi er for, at der nu endelig er storkepar i reden. Vi håber bare på, at de trives, bliver og får unger på reden."



Storkeparret i Saksborg parrer sig (Foto: Hans Skov)



Tysk hunstork på 2 år 

Hunstorken er ringmærket med en tysk ring, der afslører, at storken kommer fra en storkerede i Nordfriesland i byen Ramstedt, der ligger godt 100 km fra Ribe. Her er hun opvokset i 2023, og det er dermed en ung hunstork, der skal yngle for første gang i sit liv. Hanstorken er ikke ringmærket, og derfor kendes hans ophav ikke.

"Hunstorke kan i nogle tilfælde yngle fra de er 2 år, men det er dog ikke altid, at det lykkes med at få unger. Er hannen mere moden, kan parret dog godt få succes. Det så vi sidste år, hvor et nyt storkepar ynglede i Saksborg lige nord for grænsen til Tyskland. Hunnen her var kun 2 år, og parret fik trods alt en unge på vingerne og er nu tilbage igen. Der skal lidt held til, men det er slet ikke utopisk, at der kommer en unge ud af det unge storkepars anstrengelser," siger storkeeksperten Jesper Leegaard fra Storkene.dk, der selv har en storkerede ved hjemmet i Vester Lindet.


 

Tyske storke maser sig på
 

Danmark udgør et randområde for storkens udbredelse i Nordvesteuropa. Da storkebestanden i hele Vesteuropa gik tilbage, gik det derfor særligt hårdt ud over Danmark. Det er ligesom med glasset, der løber over. Dengang var det blot modsat – glasset blev tømt, og områderne omkring glasset tørrede ud.

Nu er det helt modsat - glasset løber over. Den tyske storkebestand er på sit højeste niveau siden starten af 1930'erne. Ligesom i Danmark har storken oplevet stor tilbagegang, primært i det gamle Vesttyskland. Men i 1990'erne begyndte bestanden at stige, og i 2005 var ynglebestanden nået op på 3651 par. I 2024 tæller bestanden hele 13.000 par, og der er ingen tegn på, at fremgangen flader ud.



Grafen viser hvor hurtigt den tyske bestand er genoprettet
(Kilde: Nabu).


 

Hvor det østlige Tyskland tidligere udgjorde en højborg for storkebestanden i Tyskland, er det helt anderledes i dag. Nu er det det vestlige Tyskland, der oplever en massiv fremgang i bestanden, og det er også her, man huser de største kolonier. I de tyske delstater Niedersachsen, Nordrhein-Westfalen og Slesvig-Holsten er stigningen voldsom, og for Danmark har det faktum, ifølge Jesper Leegaard, en meget stor betydning.

"De storke, der bosætter sig i Danmark, kommer primært fra Niedersachsen og Slesvig-Holsten. Derudover ser vi også skånske storke yngle i Danmark. Det viser ringmærkningen på nogle af de storke, vi nu ser som ynglefugle i Danmark. Desværre har man ikke længere mulighed for at ringmærke de mange storke, og derfor er mange af fuglene, vi ser i Danmark, uden ringe. Dermed kender vi ikke deres ophav, men det er altovervejende sandsynligt, at de stammer fra det nordvestlige Tyskland eller Holland, hvor der også er en solid ynglebestand."



Kortet illustrerer hvor Danmark henter de nye
ynglestorke fra. (Illustration: Storkene.dk)


 

Ændret trækrute – flere storke overlever
 

Årsagen til fremgangen skal overvejende findes i de omsiggribende klimaforandringer, der muliggør, at storke kan overvintre i det sydvestlige Europa. Tidligere skulle storken til Afrika for at overvintre, men i takt med at klimaet bliver varmere, opgiver flere og flere storke den lange rejse til Afrika.

"Mange af de storke, der yngler i Nordvesteuropa, flyver nu bare til den Iberiske Halvø. Og som et forholdsvis nyt fænomen ser man nu storke overvintre så langt mod nord som i det sydvestlige Tyskland. Den omlagte trækstrategi giver så at sige bestanden et stort boost. For hvor det lange træk til Afrika er meget risikabelt, og hvor kun få storke overlever deres første træk, så er turen til Sydvesteuropa uden de store farer, og langt de fleste storke overlever derfor den korte rejse frem og tilbage fra deres ynglepladser i nord," siger Jesper Leegaard.



Nyt storkepar i Abild 2025 (Foto: Eivor Rosenquist)

 

Det er derfor storkeekspertens forventning, at vi vil opleve en eksponentiel vækst i de kommende år.

"Så længe klimaet er til storkens fordel, vil der være en stigning i bestanden. Med det korte træk, de kan nøjes med nu, med en lav dødelighed til følge, reduceres kravet til reproduktionen. Hvor vi tidligere talte om, at for at en bestand skulle holde sig intakt, skulle et par årligt producere 2.0 unger i gennemsnit, er dette krav nu væsentlig sænket til 1,5 unge eller mindre årligt pr. par.

"Ser man på udviklingen i Tyskland og Holland og overfører den til Danmark, er det ikke umuligt, at vi i 2030 kan have op til 25-30 ynglende storkepar. Men det er meget vigtigt, at vi frigiver flere af de intensivt opdyrkede arealer og lader dem blive drevet på en mere ekstensiv måde. Her er de meget omtalte lavbundsjorde og ådale vigtige biotoper for storkenes trivsel og succes. Det er derfor vigtigt, at når de tages ud af drift, ikke får lov til at gro til i et vildnis af pil og dunhammer. Det gavner kun meget få arter og tilgodeser slet ikke de truede engfugle, herunder naturligvis storken," slutter Jesper Leegaard.


Vis storken hensyn - hold afstand
 

Det forholder sig sådan, at unge førstegangsynglende storke har det med at hoppe fra rede til rede, inden de finder sig en mage og slår sig fast ned på en rede for at yngle. I det hele taget er unge uerfarne storke langt mere urolige, end gamle ynglestorke.





Derfor er det meget vigtigt at huske, at ved nyetablerede storkepar er det altid vigtigt at man holder en god afstand på 50-75 meter fra reden, indtil storkene har vænnet sig til omgivelserne. Storkene ses faktisk ofte bedst på afstand af reden.

I skrivende stund har Danmark 11 ynglende storke, og da etableringen af nye på nu er på sit højeste i disse uger, forventes det, at der kan komme flere til. I 2019 var der blot 3 ynglende storkepar. De 11 par fordeler sig med 9 par i Syd- og Sønderjylland, 1 par i Østjylland og 1 par på Sjælland ved Roskilde.


 

© Copyright 2025 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS