Lagt på Storkene.dk den 7. januar 2021

 

Hvert tredje storkegylp indeholder plast

At plastik udgør et stort problem for dyr der lever i og på havet, har længe været en kendt sag. Plastik er desværre et enormt problem overalt i vores natur – både til lands og til vands. Visse dyr lader sig narre til at tro der er tale om føde – og desværre er storken en af de fugle, som desværre tror, at plast kan spises. Det kan desværre koste dem livet.

Et omfattende tysk studie af storkegylp, foretaget af biologistuderende Franziska Fritz fra Karlsruhe Universitet har nu sat spot på dette problem. Ligesom ugler kan storken ikke fordøje knogler, hud og insektvinger m.v., som derfor gylpes op som en lille ”sæk” med disse rester.  Resultatet af undersøgelsen var faktisk både alarmerende og overraskende, da helt op imod en tredjedel af i alt 170 analyserede gylp viste sig at indeholde plastdele.


Her fjernes nylonsnor fra storkereden i Smedager. Snoren havde viklet sig ind i benene
Foto: TV-Syd/Storkene.dk)

 
”Udover de naturlige knogledele, dele af skaldyr og insektvinger, fandt vi gummisnore, gummi af forskellig art og mængder af farvestrålende plastikstykker, der alle kan være livstruende for en stork. Storken kan enten kvæles af de unaturlige fødedele, eller den kan dø af indre kvæstelser, når de skal igennem tarmsystemet. Mængden af plastikemner var chokerende” siger Franziska Fritz.  

 

Kendt problem i Danmark

 
For en stork kan et lille stykke uskyldigt plastik ligne en orm eller et insekt og ryger derfor lige ned i maven.  Og når først fremmedlegemet er kommet ned i mavesækken, kan det volde store kvaler for storken selv -  eller for en eventuel unge, som er blevet fodret med den unaturlige føde. Selvom vi i Danmark kun har få storkepar, ser vi alligevel hvert år problemer som følge af plastikemner, hvilket bekymrer storkeeksperten Mogens Lange Petersen.
 
”Storke ikke blot spiser plastik. De slæber også plastikemner og andre upassende ting op i reden,  som de anvender som fyld i reden.  I de seneste år har vi set nylonsnore, fiskesnøre og store plastikposer i storkerederne og kun fordi nogle af rederne er overvåget af kamera, er det lykkes os at undgå dødsfald. Fiskesnøre og nylonsnore er næsten det værste at få op i reden, da storkeunger kan finde på at æde dem og dermed blive kvalt. Fiskesnøre har det med at vikle sig ind i benene og kan bevirke at storkeunger ikke kan bevæge sig” udtaler Mogens Lange Petersen.
 

 

Storkeunge fodret med gummiliste

 
I 2017 tog hanstorken i Smedager i Sønderjylland grundigt fejl, da han formentlig troede, at et stykke gummiliste var en snog. Gummilisten blev fløjet op i reden og blev givet til den enlige unge i reden, som med stor velbehag slugte gummilisten. Det blev heldigvis observeret på kamera og hurtigt fik man ungen taget ned og transporteret til dyrlæge Bjarne Østergaard Rasmussen, der fik styr på situationen. Storkeungen overlevede og kunne sættes tilbage i reden igen.  I Tyskland havde en stork spiste en gummiballon og kvaltes, da den forsøgte at få den gylpet op.


Ungstorken der havde slugt en gummiliste ses her under behandling
på Hårlev Dyreklinik (Foto: TV-Syd)


 
Man kunne tro, at storke der søger føde på marker og i enge, ikke ville få problemer med plastik. Men sådan er det ifølge Mogens Lange Petersen desværre ikke.
 
”Når landmanden er i marken, sker det ofte, at der tabes noget bindetråd af nylon, som man bruger til halmballer. Næsten hvert år slæbes med det op i rederne. Det kan se helt uskyldigt ud, men for en storkeunge kan det være skæbnesvangert og observerer vi den slags, må vi desværre ofte ofre tid på at skulle op i reden for at fjerne det. Det er virkelig trist at skulle bruge tid på den slags”.
 
”Med tanke på, at kun ganske få storkereder er overvåget af kamera, kan man kun gisne om hvor mange unger der omkommer af at spise plastikemner. Men det er et voksende problem, som vi desværre ikke kan gøre meget ved”, slutter Mogens Lange Petersen.
 
I 2020 havde Danmark 7 par ynglende storke, hvilket var en fremgang på 4 par i forhold til 2019. Forventningen er, at bestandsfremgangen holder ved i de kommende år.




 

© Copyright 2021 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS