Jesper Leegaard, storkeekspert ved Storkene.dk
Jesper Tofft, naturvejleder for Storkene.dk



Når bureaukratiet bremser naturen

Man skulle tro, at det var enkelt at forbedre naturen. At grave en sø, plante lidt grønt og lade dyrelivet vende tilbage. Men virkeligheden er en anden. I arbejdet med at forbedre storkenes fødemuligheder møder Storkene.dk gang på gang en mur af bureaukrati, hvor selv de mest oplagte naturprojekter drukner i paragraffer, ventetid og administrative benspænd.

Lovgivningen er naturligvis sat i verden for at beskytte naturen, – og det bakker vi op om. Men når det tager op mod halvandet år at få behandlet en ansøgning om at grave et vandhul, risikerer vi, at både lodsejere og storke mister tålmodigheden. Foreningen må lægge penge til side i årevis, uden garanti for at projektet bliver godkendt, og i nogle tilfælde får vi afslag, selv når formålet er naturforbedring.

I artiklen dykker vi ned i, hvordan vi arbejder med at forbedre storkenes levevilkår – og hvordan bureaukratiet former både tempo og muligheder.
 

 
Gravearbejde i gang ved Saksborg den 7.10 2025. (Foto: Jesper Tofft)


 

Forbedring af storkenes fødemuligheder – et synligt resultat af kontingentmidlerne

Noget af det mest synlige arbejde, som Storkene.dk får udført for kontingentmidlerne, er forbedringen af storkenes fødemuligheder i de lokale storkeområder. Det sker primært gennem gravning af nye vandhuller og restaurering af tilgroede – samt, enkelte steder, hegning af enge med henblik på afgræsning. Indsatserne gavner ikke kun storkene, men også en lang række andre fugle og smådyr.

Det er en stor glæde at se, hvor hurtigt livet vender tilbage til nygravede paddevandhuller. Allerede dagen efter gravearbejdet kan luften være fuld af guldsmede, der har ledt efter et sted at lægge æg. Efter få år – når vandplanterne har etableret sig – følger frøer og salamandre, og dermed har vi været med til at skabe de nødvendige betingelser for, at den hvide stork kan finde føde på egen hånd.
 

Lovgivning og tålmodighed – en kompleks proces

Selvom det kan lyde enkelt at grave en ny sø, er processen præget af omfattende lovgivning. Reglerne er naturligvis til for at beskytte naturen, men det kræver både tid, stor tålmodighed og økonomiske ressourcer at navigere i dem. Man skal bl.a. forholde sig til:

  • Planloven og landzonetilladelser

  • Naturbeskyttelsesloven og eventuelle dispensationer

  • Å-beskyttelseslinjer

  • Vandløbsloven

  • Projektbeskrivelse

  • Udarbejdelse af kortmateriale

  • Ejerlav og matrikelnumre

  • Besigtigelse af området med kommunens repræsentanter

  • Eventuel høring af digelaug

  • Digital tilladelse til at ansøge på ejerens vegne


Når alle forberedelser er på plads, skal ansøgningen sendes til den lokale kommune, hvor den skal behandles. Her bliver tålmodigheden ofte sat på prøve – nogle kommuner har op til 1½ års sagsbehandlingstid. Det kan få lodsejere til at trække sig, og de lange ventetider skaber også udfordringer for Storkene.dk’s budgettering. Vi er nødt til at reservere midler, som om hvert projekt bliver gennemført – hvilket betyder, at pengene kan være bundet i flere år. Derudover sker det, at projekter afvises, hvis kommunen vurderer, at de ikke er naturforbedrende.



Saksborg - foto taget den 10.9 2023 af tilgroet vandhul.
(Foto: Jesper Tofft)

 


Saksborg - foto taget den 7.10. 2025 efter udgravning.
(Foto: Jesper Tofft)



Professionel hjælp og strategisk prioritering

Storkene.dk har hverken ekspertise eller ressourcer til selv at udarbejde de omfattende ansøgninger. Derfor får vi professionel hjælp fra Ravnhøj Consult, som varetager hele processen.

Foreningens politik er, at vi primært støtter gravning af vandhuller i områder, hvor der allerede er et storkepar, eller hvor der er tegn på etablering – fx gennem regelmæssig tilstedeværelse af storke. Når gravearbejdet foregår i yngletiden, ser vi ofte, at storkene straks tager de nye områder i brug. Det er ikke ualmindeligt, at de går omkring gravemaskinen for at finde regnorme og andet godt.

Udover bidrag fra Storkene.dk, støttes flere af projekterne af Naturstyrelsen og WWF Verdensnaturfonden.
 

Gennemførte og kommende projekter

Nyligt gennemførte projekter omfatter restaurering af tilgroede vandhuller ved Saksborg/Bylderup og Ellum i Sønderjylland. I foråret 2025 er der desuden anlagt tre nye vandhuller ved Ravsted og to ved Kliplev.

Følgende projekter er under planlægning med forventet udførelse i 2026–2027:



 

Tak for, at det kan lade sig gøre

Alt dette arbejde – fra de første spadestik til de første frøers kvækken – ville ganske enkelt ikke være muligt uden vores medlemmer. En stor del af de midler, vi bruger på at forbedre storkenes levevilkår, kommer direkte fra jer medlemmer, der læser med her. Jeres engagement er ikke bare en støtte – det er fundamentet under hele indsatsen.

Derfor skal der lyde en oprigtig tak. Hver gang en stork finder føde i et af vore vandhuller, er det også jeres fortjeneste.








Vejledning: Sådan anlægger du et godt paddevandhul
 
For jer, der ikke er skræmte af ovenstående udfordringer, og selv kunne få lyst til at lave et paddevandhul, er det bare at komme i gang. Et vandhul er en gave til naturen, til dyrelivet og måske storken – og ikke mindst til dig, der vil skabe liv og balance i landskabet. Her får du en praktisk vejledning til, hvordan du etablerer og plejer et vandhul, hvor padder og smådyr trives.



 Nysgerrig stork i Rens venter på, at paddevandhullet bliver færdigt
 Foto: Lone Gabelgaard



Før du går i gang
 
Hvis dit nuværende eller fremtidige vandhul ligger i eller nær beskyttet natur, gælder § 3 i Naturbeskyttelsesloven. I særlige tilfælde kan undtagelser være mulige, men det kræver myndighedsgodkendelse. Kontakt kommunen for afklaring.
 

  • Vælg placering med omhu: En fugtig lavning med naturligt vandspejl er ideel. Følg vandstanden over et år, og grav gerne et prøvehul (1–2,5 m) for at undersøge jordlagene.

  • Undersøg forholdene: Tjek for drænrør, kabler, fortidsminder og affald. Spørg naboer og brug offentlige kort.

  • Tilladelser: I nogle tilfælde skal du søge tilladelse, især ved nyanlæg, ændringer af dræn eller større oprensning. Kontakt relevante myndigheder, før du går i gang.

 
Anlæg og form

  • Grav ikke i beskyttet natur: Undgå f.eks. . moser, enge og heder.

  • Bevar lerbunden: Den holder på vandet – undgå at grave igennem.

  • Fjern opgravet jord korrekt: Spred den mindst 5 meter fra bredden og undgå næringsstofudvaskning.

  • Form og dybde: Lavt vand og bugtede bredder er bedst. En dybde på 1–2 meter i midten er ideel, gerne mod syd.

  • Ingen øer: De tiltrækker uønsket vækst og er svære at vedligeholde.

 
Vandkvalitet

  • Ingen fodring eller opdræt: Fisk og ænder forstyrrer balancen og spiser haletudser.

  • Planter kommer af sig selv: Undgå udsætning – bundplanter etablerer sig naturligt.

  • Undgå overfladevand og drænvand: De tilfører næring og fremmer algevækst.

  • Udtørring er naturligt: Det gavner vandhullets økologi og reducerer fiskebestand.


Beplantning og omgivelser

  • Hold vandspejlet åbent: Undgå skygge fra træer ved bredden.

  • Plant kun hjemmehørende arter: F.eks. . slåen, hyld, hvidtjørn og tørst.

  • Undgå invasive planter: Pil, hybenrose, bjørneklo og haveplanter som rhododendron og bambus bør ikke bruges.

  • Skab forbindelse til naturen: Udyrkede bræmmer, stendiger og levende hegn fungerer som adgangsveje og skjul for padder.


Pleje og vedligeholdelse

  • Fjern alger, blade og andemad: Brug net eller rive – især om efteråret.

  • Vedligehold bræmmen: Slå græs 1–2 gange årligt og fjern afklip.

  • Stop tilgroning: Fjern pilekrat og sumpplanter med rod.

  • Kreaturer: Hegn mindre vandhuller – de tilfører næring og plører bredderne.

  • Fisk: Undgå udsætning – de forstyrrer balancen og æder haletudser.


Oprensning med maskiner

  • Tilladelse kan være nødvendig: Ved større oprensning, aktiv udtørring eller ændringer af dræn.

  • Tidspunkt: Oprensning bør ske mellem 1. august og 1. marts.

  • Fjern dynd og rødder: Men undgå at grave i lerlaget, som holder på vandet.

 
Et paddevandhul kræver tålmodighed, men belønningen er stor: guldsmede, frøer, fugle, måske storken, og et levende landskab i balance.
 
Har du spørgsmål eller brug for hjælp til at komme i gang, er du altid velkommen til at kontakte Storkene.dk


 

© Copyright 2025 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS