Alf Blume - til lands og i luften

Mindeord om Alf Blume

Den 12. september sov Alf Blume, et skattet og langvarigt medlem af bestyrelsen i Storkene.dk, stille ind omkranset af sine nærmeste.

Alf Blume har altid kæmpet en kamp for de svageste – og ikke mindst kæmpet kampen for naturen mod den altomfattende ødelæggelse af vores naturområder.

Alf var en gudsbenådet fotograf, som altid var god at have med på ture i naturen. Hans kameralinse kunne opfange selve sjælen i et dyr og hans billeder har vi brugt med stor glæde her på Storkene.dk.

Det var dog ikke kun de flyvende væsener af kød og blod, som stod Alf nært. Også fly var en stor passion for ham. Han har selv fløjet paraglider igennem flere år. Dette stoppede dog brat, da en ulykke under en flyvetur gjorde en ende for denne hobby. De seneste mange år var Alf dog i luften med sit kamera ganske ofte. Det skete, når han var med på flyveture i det gamle militære veteranfly ChipMunk og kunne fotografere vores land fra det perspektiv han holdt mest af - fugleperspektivet.

Udover flyvemaskiner, var også lokomotiver en stor del af Alfs liv og han var derfor et aktivt medlem af veterantogklubben. Ligesom han yndede at tage gode motiver af dyr i naturen, var veterantog, gamle togstationer og alt der relaterede sig til tog, et elsket mål for kameralinsen.



Alf og Ziva foreviget på en af de utallige ture sammen (Privatfoto)

En rejse med Storkene.dk var altid noget specielt når Alf var med. Om aftenen, efter endt udflugt i naturen, blev guitaren altid hevet frem. Alf var nemlig også en sand virtuos med en guitar og indgik i bandet Ciconia på vores storketure til udlandet, som Alf værdsatte højt. Og deltagerne på vores storketure, vil helt sikkert komme til at savne Alfs lette guitarsang og lyse stemme.

Alf kaldte sig selv for ”hundevisker”. Han var en stor elsker af dyr og var nærmest i symbiose med hunden Ziva. De to var faktisk uadskillelige indtil Ziva gik bort i april i år.

Børnene og børnebørnene betød dog mest for Alf og blev altid omtalt med stolthed og kærlighed. Og kærligheden til far og bedstefar var gengældt.

Selvom en stærk ildsjæl for naturen er slukket, fortsætter Alfs evindelige kamp for biodiversiteten ufortrødent. Den har aldrig været vigtigere end nu. Ilden, den brænder videre!

Æret være Alf Blumes minde.

Bestyrelsen i Storkene.dk

Oplev minder fra Alf Blumes liv her.


 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS