Lagt på Storkene.dk 15. oktober 2021


 

Hvem vil lave en hjemmeside gratis?
 
Alting har en start. Det samme gælder naturligvis for Storkene.dk, som siden starten i 2007 har haft travlt og i disse år har indledt en proces, der skal transformere foreningen fra teenagealderen over i voksenalderen.  Men der var engang, da Storkene.dk end ikke havde set dagens lys endnu, og hvor vi søgte med lys og lygte efter fødselshjælpere.
 
En af de fødselshjælpere blev Webex. Ligesom Storkene.dk havde brug for et flot og sigende logo, var det tilsvarende nødvendigt, at have en professionel hjemmeside. Og modsat i 2021, hvor man snildt selv kan kreere sin egen flotte hjemmeside på ingen tid, så var det i 2007 ikke bare sådan lige at lave en hjemmeside. Da slet ikke hvis den skulle fremstå professionelt, hvilket var et af kravene.
 
Derfor måtte folkene bag Storkene.dk – uden penge på lommen - ud med hatten i hånden for at finde et firma, som kunne skabe et flot vindue ud mod omverdenen. Opgaven var egentlig simpel nok. Vil I lave vores hjemmeside? Men vores manglende muligheder for at betale for arbejdet medførte, at det var svært at få svar på vores henvendelser.
 
- Det var bestemt en meget svær opgave vi kastede os over. Jeg husker tydeligt, at vi sendte mindst 15 henvendelser rundt til virksomheder, der designede hjemmeside. Der var så at sige ingen der bed på – mange reagerede end ikke på vores henvendelse og jeg var ærlig talt ved at give helt op” fortæller Jess Frederiksen, der er en af skaberne af Storkene.dk.
 
”Uden den store optimisme i bagagen, fandt jeg så frem til en håndfuld relevante virksomheder mere som fik en venlig hilsen fra os. Beviset for, at man aldrig skal give op, kom efter ganske kort tid, da Lars Ancker fra Webex skrev tilbage til mig med en god besked”
 
”Det lyder spændende, det vil vi da gerne hjælpe til med – kom ud og få en kop kaffe, så taler vi om det” var beskeden fra ejeren af Webex i Holte, Lars Ancker, der på det tidspunkt ikke kendte noget til storke. 

"Ideen vi blev præsenteret for var sympatisk og den slags initiativer støtter vi gerne - også selv om mit kendskab til storke dengang var meget begrænset", siger Lars Ancker. 




 Billede af den første hjemmeside for Storkene.dk - kun logoet er det samme.



”Her hos Storkene.dk kan vi kun sige, at samarbejdet altid har fungeret fremragende. Webex er, ligesom Storkene.dk, en mindre og meget smidig organisation, hvor der er en uformel tone, hvilket passer rigtig godt til vores måde at være på. Har vi en udfordring med systemerne, er Webex altid klar og finder en løsning” siger Jess Frederiksen.
 
Siden den spæde begyndelse og den første hjemmeside i 2007 er der sket meget. I 2018 var den gamle hjemmeside ved at være udtjent og derfor investerede Storkene.dk i et nyt CMS system, der ligeledes er leveret og hostet af Webex.
 
Læs mere om Webex her!



 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS