Lagt på Storkene.dk 18.  august 2021



 
Vandhuller med god effekt
 
Ravnhøj Consult er netop udkommet med en foreløbig rapport, der beskriver forholdene i de paddevandhuller der er blevet etableret omkring Smedager ved Tinglev. Projektet, der er finansieret af Markus Jebsens Naturpulje, blev iværksat i 2019 med stor velvilje fra de lokale lodsejere som har lagt mark og eng til projektet.
 
Og rapporten er opmuntrende læsning. Ikke blot for storken, men for en lang række andre arter. For Ravnhøj Consult var der så at sige tale om et pilotprojekt, da man aldrig tidligere havde gennemført projekter målrettet forbedringen af forholdende for den hvide stork.
 
”Det er første gang, at vi går ind i et lokalområde med storke, og laver et målrettet projekt for at yde et bidrag til et forbedret fødegrundlag for primært storken, men også for andre dyr i området, herunder tranen. Vi forventer således, at de mange små vådområder i de kommende år vil danne basis for en betydeligt større bestand af frøer, vandinsekter, mosegrise m.v. i projektområdet omkring Smedager. Meget vigtigt er det dog for storken, at der fortsat er afgræssede og høslæt-arealer i området, som storken kan søge føde på”, siger Jesper Tofft fra Ravnhøj Consult, som har stået for planlægning og udførelse af projektet.
 
Det positive er, at der allerede i år 1 efter igangsættelsen af projektet er sket en markant biotopsforbedring. Udgangspunktet var fra starten ringe med en meget trængt bestand af padder. Det er der nu ændret ved og det bliver kun bedre de næste par år.



Biologen Kåre Fog undersøger nyt vandhul for paddeæg
(Foto: Jess Frederiksen)


 
Mod på flere projekter

”Storkene.dk er meget glade over at se, at delrapporten kan konkludere, at der er sket en forbedring af mulighederne for storke for at finde føde. Vi havde dog håbet på, at storken fra Smedager, der fik påsat en GPS sender, ikke var havnet i en gylletank, men kunne være med til at synliggøre hvor storkene søger føde. Det nåede den aldrig for alvor og nu går der et år mere, før vi igen har en stork fra Smedager med GPS”, siger formand for Storkene.dk, Jess Frederiksen.
 
Projektet i Smedager har givet mod på mere af det samme og ifølge Jess Frederiksen fortsætter Storkene.dk gerne samarbejdet med Naturpulejen. 
 
”Vi ser gerne et samarbejde med private og fonde – og meget gerne Markus Jebsens Naturpulje – om tilsvarende initiativer der kan fremme storkens indvandring til Danmark. Aktuelt arbejder vi på et projekt i Flynder Ådal ved Lemvig, der omhandler etableringen af  20 paddevandhuller. Første del af projektet er delvist finansieret af Markus Jebsens Naturpulje og Storkene.dk”
 
Hele den foreløbige delrapport kan downloades her!



 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS