Lagt på Storkene.dk 3. november 2021


Portræt af kunstneren bag storkeakvarellen 

Vi sætter igen spot på en af de personer der på en eller anden måde er involveret i Storkene.dk. Denne gang er det kunstneren Kamilla Ruus, der er kvinden bag den smukke storkeakvarel, som hun har tegnet specielt til Storkene.dk.

 

Kan du fortælle lidt om din baggrund og hvordan det med kunsten er kommet ind i dit liv? 

Jeg er opvokset på et kollektiv sammen med min far. Min far har lært mig mange kreative ting, så som at sy, arbejde med læder og smede jern. Når vi skulle på en tur, så pakkede jeg altid rygsækken med maler- og tegnegrej eller en hammer og mejsel. Så det at være kreativ med hænderne har altid fyldt meget i min barndom.

På kollektivet boede der flere kunstnere, som jeg var meget betaget af. På et tidspunkt i teenageårene kommer jeg med på et akvarelhold sammen med min far. Jeg er det eneste barn på kurset. Vi blev undervist af en rigtig kunstner. Det fik mig for alvor i gang med at tegne og male. 

Jeg har siden barnsben tegnet og malet, så hvor andre er stoppet med at tegne, så er jeg fortsat igennem alle årene. For vi har jo alle tegnet som barn, men rigtig mange stopper når de bliver teenagere.

I 2008 var jeg på barsel med min søn. Det blev startskuddet til, at jeg for alvor tog springet og blev kunstner. Her fik jeg tid til at afprøve forskellige medier og teknikker indenfor akryl- og akvarelmaling. 

I dag er jeg ikke kun kunstner, men jeg underviser i akvarelmaling i en lokal kunstbutik i Slangerup. Det sidste er lidt af en tilfældighed, da jeg startede med at komme som kunde i butikken. Ægteparret som ejer butikken fik set min kunst og var begejstret, så en dag kom de med tilbuddet om jeg ville undervise deres kunder i akvarel.

En kæmpe udfordring som jeg sagde ja til.

Noget der også er vigtigt for mig er, at jeg selv udvikler og dygtiggør mig som kunstner. Derfor tager jeg også selv på kurser hos kunstnere, som jeg finder inspirerende. Inden Corona var jeg på et akvarelkursus i London hos den anerkendte kunstner Hazel Soan. 



Kamilla Ruus.
 

Hvordan vælger du dine motiver – og er det noget der specielt har din interesse?

Jeg bliver dagligt inspireret af alt, hvad der omgiver mig. Det kan være lys og skygge, en smuk himmel, refleksioner i vand, dyr eller mennesker. Jeg har ingen begrænsninger, men søger altid nye udfordringer.

Jeg arbejder ofte ud fra årstiden. De gule farver om efteråret, sneen om vinteren og de skarpe farver i foråret. Det kan også være et emne som optager mig meget f.eks. at male vand og vandspejling. Det er livet omkring mig, som inspirerer mig, det kan jeg ikke lukke ned for.

Når jeg ser på noget, ser jeg ofte for mig, hvordan det vil se ud som en tegning eller en akvarel. Akvarel er spændende at arbejde med, da det er et materiale der er levede og bevæger sig. Jeg kan sagtens male det samme motiv flere gange og får altid forskellige udtryk, det er noget af det, som jeg synes gør akvarel så spændende.
 

Er naturen og bevarelsen af samme noget der ligger dig på sinde?

Jeg elsker naturen og går meget op i, at vi behandler den godt. Der skal være plads til dyr og mennesker.

Af samme årsag synes jeg, at det er vigtigt at bevare naturen, da den har stor betydning for vores velvære.

Jeg er opvokset på et økologisk kollektiv, så her lærte jeg hurtig at være bevidst om, hvordan vi behandler naturen. Kollektivet lå i naturskønne omgivelser, så hele min barndom var vi ude.

Jeg stopper ofte op og tager noget af naturen med mig hjem som inspiration, et blad eller en fjer kan blive startskuddet på en ny serie billeder.




Akvarellen med et motiv fra Vestjylland - i smukke farver.


Hvordan var det at udføre en akvarel med storke på? Var det udfordrende?

Da jeg blev kontaktet af foreningen Storkene.dk om projektet med at lave en akvarel, som kan trykkes som plakat, så blev min nysgerrighed straks vakt. 

Jeg sagde ja til opgaven med det samme.

Internettet giver rig adgang til billeder af storke og suppleret med fotos i fugle bøger, så gik jeg i gang med at lave research og finde referencefotos. Jeg fik tegnet en del skitser undervejs.

Så akvarelmaleriet af storkeparret og dets unger er sammensat af flere referencefotos og skitser.

Undervejs i tilblivelsen af maleriet lærte jeg også meget om storke. Et af de første udkast var af et storkepar med en rede i et træ, men foreningen ønskede et mere nutidigt udtryk, hvor storkereden er på en pæl.

I et andet udkast kunne du se den danske vestkyst fra reden, men det viser sig, at storke oftest yngler inde i landet, så derfor blev dette ændret i den endelige version af akvarellen.

Jeg lærte også undervejs at et storkepar typisk får 3-5 unger, derfor valgte jeg at male det højeste antal unger, da vi håber på flere storke i Danmark.

På den måde har det været en lærerig proces for mig. Jeg er blevet meget tilfreds med det færdige resultat. Især det kraftfulde udtryk, som han storken udviser.

Og så et "MUST" spørgsmål fra vores side – har du nogensinde set en stork?

Desværre har jeg aldrig selv oplevet en stork i det fri, det har jeg til gode. Jeg husker dog, at jeg som barn tog med mine forældre til Ribe i håb om at se en stork.

Hvis du ønsker at købe akvarellen, skal du klikke her
 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS