Lagt på Storkene.dk 20. oktober 2022



 

Verdens fuglebestand i frit fald – men storken går i modsat retning


Af Hans Skov og Jess Frederiksen, Storkene.dk


 

Kloden sveder og fuglene lider 

Verdens samlede fuglebestand har det skidt. En ny opgørelse over verdens fuglearter viser, at for halvdelen af arternes vedkommende er der tale om en vigende bestand. På globalt plan er bestanden faldet hos 49 % af arterne, mens hver ottende art er i fare for udryddelse. I den seneste rapport, der blev udgivet for fire år siden, var det blot 40 % af arterne, som var i tilbagegang, så det går meget hurtigt den forkerte vej. Det er de barske fakta, man kan læse i rapporten ’State of the World’s Birds 2022’, som BirdLife International netop har publiceret.

Det intensive landbrug og den massive opdyrkning, der foregår på størstedelen af kloden, anføres som den største trussel mod fuglene, hvor 73 % af de truede arter bliver påvirket. Omdannelse af vedvarende græs til intensivt landbrug, rydning af skove, og en udbredt anvendelse af pesticider udgør nogle af de mest fremtrædende årsager til forværringen af fuglelivets tilstand. Klimaforandringer nævnes også som ganske væsentlig årsag til fuglenes problemer.
 
Men klimaforandringerne kaster ikke kun negative konsekvenser af sig. Der findes arter, der rent faktisk profiterer af det ændrede klima, og hvor man ser fremgang. En fugleart, der går imod den negative trend, er den klassiske hvide stork. De sidste 20-30 år har storken formået at tilpasse sig det ændrede klima og har fundet nye veje at leve på.


 
 

The perfect storm fik storken på ret køl
  
I 1980´erne begyndte klimaet langsomt at blive varmere. Vintrene blev kortere og mildere, hvilket blev udnyttet af storken. Ikke mindst den vesteuropæiske – og vesttrækkende bestand, der siden 1950´erne havde været inde i en negativ spiral, begyndte at rette sig. Det startede på den iberiske halvø, hvor storkebestanden hurtigt steg.
 
Den spanske bestand havde ramt bunden i 1981 med 5800 par, men i midten af 1980´erne vendte udviklingen. På samme tidspunkt begyndte storkene på den Pyrenæiske Halvø at overvintre. Den spanske fremgang har helt sikkert boostet udviklingen i både Portugal og Frankrig (bortset fra det nordlige og nordøstlige Frankrig, hvor det er udsætning af storke, som vendte udviklingen).

I Spanien profiterer storken på udvidelser af risproduktionen. Den amerikanske flodkrebs (Procambarus clarkii), der blev indført til Spanien i 1973, trives godt i de oversvømmede rismarker og fungerer som en vigtig fødekilde for de spanske storke. Derudover har der i Spanien været åbne lossepladser, der blandt andre for storke og rovfugle, er at betragte som et veritabelt slaraffenland med en fast forsyning af føde i form af madrester, larver, mus og rotter.




Storken er nu almindelig fugl i Bayern, Sydtyskland (Foto: Hans Skov)

 
I flere lande i Vesteuropa, hvor storken enten var uddød eller stærkt truet, blev der allerede så tidligt som i 1948 iværksat avlsprojekter, der havde som mål at understøtte den vilde bestand via udsætning af storke avlet i fangenskab. Dette gjorde først i Schweiz (1948), og herefter udviklede projekterne i 1970´erne sig til at omfatte Holland, flere regioner i det vestlige Tyskland, i Alsace i Frankrig, Østrig samt i Skåne i Sverige. Avlsprojekterne har dog ikke stået alene, men er etableret i områder, hvor man har arbejdet med naturgenoprettelse, sådan at de fremtidige storke kunne brødføde sig selv. Med undtagelse af Skåne, er langt de fleste avlsprojekter nu afviklet. Men der er ingen tvivl om, at disse projekter har været med til at redde storken i Vesteuropa.
 
Bayern er et godt eksempel på at lidt starthjælp fik gang i udviklingen her. Starthjælpen bestod i, at opformeringsprojekter i Schweiz og Baden-Württemberg pumpede storke ind i et landskab med en masse ledige storkebiotoper. Den oprindelige bestand, der trak ned syd for Sahara, var vigende indtil 1988, hvor der kun var omkring 58 par storke tilbage, og herefter vendte udviklingen i takt med, at flere og flere vesttrækkende storke holdt op med at forlade Europa om vinteren. Fra omkring 2005 har bestandsfremgangen været markant og nåede i 2021 hele 800 ynglepar.

At storkebestanden er vigende i det tidligere Østtyskland, skyldes en kombination af, at de er østtrækkere, og at landbrugsudviklingen her går mod det mere intensive. Det sidste skaber dårligere livsbetingelser i yngleområderne.
 
At storken er en opportun fugl, viser den nye vesteuropæiske bestand af storke. De har nemlig tillagt sig en helt ny trækvane. For en stor dels vedkommende, har storkene droppet det lange træk til Afrika og stopper nu i Spanien for at overvintre der. Det gør de, fordi de kan og ikke sulter. Der er sjældent langvarig frost, og de åbne lossepladserne, der snart ikke længere er åbne grundet implementering af EU lovgivning, virker som restauranter for storkene. Rismarkerne findes dog endnu i rigt omfang, og også om vinteren er der føde at finde her.



Klimaforandringerne er nu så omfattende, at storken end ikke behøver at trække til Spanien for at overvintre. I de senere år er man begyndt at se et stigende antal overvintrende storke i Frankrig. Så langt mod nord som i det sydvestlige Tyskland er der nu rapporter om storke, der kommer hertil for at overvintre.

 



Seneste optælling af hvid stork i 2014 viser en fremgang på 31 % i Vesteuropa,
og blot 8 % i Østeuropa. I 2014 var den danske bestand endnu ikke begyndt at
vokse. (Illustration: Kai-Michael Thomsen)




Større overlevelse ved kort træk
 
Ser man på de såkaldte østtrækkere, er situationen ikke helt så positiv. Tabet af ungfugle er stort, da den østtrækkende population altovervejende ikke har omlagt trækket. For de storke, der stadig tager rejsen til det centrale og sydlige Afrika, lurer der mange farer. Jagt på trækket over Mellemøsten (undtaget Israel) koster årligt tusinder af storke livet. I Afrika udgør både jagt og insektgifte en trussel for de overvintrende storke. Strømførende uisolerede højspændingsledninger ser for en stork helt ufarlige ud, men lander den for at raste her, betyder det med stor sikkerhed døden.

Polen, som tidligere var landet med den største bestand af ynglende storke, må se sig slået af Spanien. Dette skyldes, at man i Polen har indført en mere intensiv landbrugsdrift, som gør livet besværligt for storkene og har sendt storkebestanden i tilbagegang. I 2004 husede Polen 52.500 ynglepar, der i 2014 var faldet til cirka 40.000 ynglepar. 

Generelt er det sådan, at for at bestanden hos de østtrækkende storke skal opretholde sig selv, er det nødvendigt med mange udfløjne unger fra reden. En tommelfingerregel er, at der skal være en reproduktion på gennemsnitligt 2,0 unger pr. storkepar. Er der ikke det, er der tale om en bestand i tilbagegang, simpelthen fordi tabet af unger er så stort for de østtrækkende storke. Gode år opvejer naturligvis de dårlige år. For vesttrækkende storke er dette krav sænket til 1,5 unger pr. par. Dette giver de vesttrækkende storke en klar fordel. En kort og mindre anstrengende trækrute mellem overvintringsstederne og rederne i nord betyder, at de vesttrækkende storke generelt kommer først tilbage til rederne. Ydermere er de ikke så afkræftede som deres østtrækkende artsfæller, og de er bedre i stand til at kunne indgå i kampe om rederne.




 
En dansk stork observeret på en spansk losseplads i 2021
(Foto: Elena del Val del Olmo)




Fremtiden for storken er stadig usikker
 
Mens det her og nu ser positivt ud for storkebestanden, er det straks mere usikkert, hvordan udviklingen vil være på den lange bane.


Årsagen til, at storken i Vesteuropa går så hurtigt frem, skal primært findes i det korte træk, de nu foretager. Det betyder nemlig en langt lavere dødelighed blandt storkene. Årsagen skal derimod ikke findes i, at landbruget i det store hele har ændret sig til at være mere storkevenligt. Nuvel, der tænkes nu fra politisk hold i klima og natur, som har fået langt større opmærksomhed end tidligere, og vi ser også, at der gennemføres store naturgenopretningsprojekter i Vesteuropa, men det kan ikke forklare storkens nuværende voldsomme fremgang i Vesteuropa.
 
Men holder denne fremgang i de kommende årtier? Mange udefrakommende faktorer afgør dette, og storken vil stadig være afhængig af en meget delikat balance mellem vores landbrugsformer samt vores klima.

Det faktum, at de åbne lossepladser i Spanien bliver lukket ned, vil have en negativ effekt på storkens muligheder for at finde føde, og det er tvivlsomt, om der vil være nok føde at finde på rismarkerne. Tørken, som allerede nu er en trussel for det spanske landbrug, vil formentlig blive endnu mere udbredt og besværliggøre den meget vandkrævende risproduktion. Sker det, vil det have en stor effekt på storkens trivsel i Spanien, både hvad angår artens muligheder som spansk ynglefugl, samt for de mange vesteuropæiske storke, der anvender Spanien som vinterkvarter.  De må finde andre steder at overvintre, dette kunne være i Marokko, hvor tusindvis af Vesteuropæiske storke allerede overvintrer. Eller det kan tænkes, at stiorken forkorter trækket yderligere og bliver i Frankrig.



 
 
Storken er dog som nævnt en opportun fugl, der allerede har vist os, at den er smart og kan tilpasse sig omgivelserne. Man kan håbe på, at man i de mange nærtforestående klima- og naturplaner indtænker storken og de mange andre engfugle, der trives på de samme biotoper som vore storke, sådan at engfuglen, herunder storken, har en fremtid i Danmark. 



Dansk fremgang på 350 % på blot 4 år

At storken gerne vil Danmark, viser de seneste danske tal. Danmark husede indtil 2018 2 ynglende par storke, der i 2022 er steget til 9 par, hvilket svarer til en fremgang på hele 350 %. Der er ingen udsigt til, at stigningsstakten aftager de kommende år. At ungeproduktionen er lav (1,22) skyldes, at der i høj grad er tale om unge førstegangsynglende storkepa.  Ungeproduktionen forventes at rette sig efterhånden som storkeparrerne bliver mere erfarne. Lige syd for grænsen er der tale om fortsat stigning i bestanden her i 2022. Værd at huske er, at det er denne bestand Danmark rekrutterer storke fra. 

Fordeling af danske storkepar:
 
Smedager, Sønderjylland – 1 par med 2 unger (1 med GPS)
Jejsing, Sønderjylland – 1 par med 3 unger (2 med GPS)
Rens, Sønderjylland – 1 par med 2 unger (1 med GPS – død i Marokko)
Broderup, Sønderjylland – 1 par u/unger (æg ødelagt af nilgæs)
Lægan, Sønderjylland – 1 par u/unger (sent par)
Seem, Ribe, Sydvestjylland – 1 par u/unger (ungt par)
Flynder, Vestjylland – 1 par u/unger (hunnen ankom for sent)
Revn, Djursland – 1 par u/unger (ungt par)
Gundsølille, Midtsjælland, 1 par med 4 unger (2 med GPS – 1 død før trækket)

 

© Copyright 2022 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS