Af Jesper Leegaard
Storkeekspert, Storkene.dk
Udgivet den 31. marts 2023
Storken som monogam fugl er en sejlivet myte
Det er så yndigt at følges ad, lyder det så poetisk, når vi mennesker smedes sammen – nogle gange for livet, men sådan er det naturligvis ikke altid.
Hos storke forholder det sig helt anderledes. Det er stadig yndigt at følges ad, men kun for en sæson ad gangen. Herefter, ja, så kan det gå mange veje. Det er nemlig en af de gode gamle sejlivede myter, at storke er trofaste mod hinanden igennem hele deres liv.
Et helt nyt par storke har som regel fundet hinanden i en rede ved et tilfælde, og i ynglefasen viger de elegante fugle da heller ikke fra hinanden. Men når sæsonen er slut, så går turen mod syd, og her er der ofte stor forskel i retningen, storkene tager. Nogle overvintrer i Sydvesteuropa, andre tager til det centrale Afrika, og det er heri kimen til næste års pardannelse, skal findes.
Storkeparret i Jejsing - Clyde og den nye tyske mage (Foto: Hans Skov)
Det hele handler om timingen, hvis det samme par skal mødes igen.
Når det bliver forår, vil man ofte se, at de vesttrækkende storke er tilbage efter et træk på et par uger, og de er derfor fremme på reden i starten af marts. Består et par af en øst- og en vesttrækker, kan det hurtigt gå galt, for der kan være helt op til 6 ugers forskel på ankomsten mellem de to fugle i parret, og på en lokalitet med mange storke i omløb, så er det næsten dømt til at gå galt.
Den tidligt ankomne stork vil sandsynligvis finde sammen med en ny mage, der også er ankommet tidligt. Når så den gamle mage er retur medio eller ultimo april, så er både rede og mage nappet af en anden stork, og så skal den på jagt efter en ny mage og en ny rede.
Fra statisk til dynamisk bestand
Det er helt anderledes i områder med en lav bestandtæthed. Det så vi tidligere i Smedager, hvor storkeparret i flere år var Annika og Tommy. I øvrigt begge to østtrækkere og med en rimelig god timing i deres ankomster. Dengang var det hele meget mere statisk, og der kunne man godt tale om en form for monogami.
Det er samme billede, vi ser i dag i Flynder ved Lemvig. Her er der langt til en tættere bestand af storke, og Kjeld har ikke mange muligheder for at skifte en mage, simpelthen fordi der kun kommer få hunstorke forbi reden. Kommer der ikke en mage igennem nogle år, vil en stork opgive lokaliteten. Heldigvis har Kjeld reddet den i sidste øjeblik i de forgangne år, dog uden at få held med at yngle. Men Kjeld er vesttrækker, og magen Karla er formentlig østtrækker. Det ses på ankomsttidspunktet, der sidste år var den 10. maj.
Storkeparret Kjeld og Karla på reden i Flynder i maj 2022
I den modsatte ende af landet, i Sønderjylland, ser vi eksempler på storkepar, som forstår at time ankomsterne. I landsbyen Rens er begge storke vesttrækkere, og her er der ikke de store problemer med at time ankomsten og danne par år efter år. Det samme vil formentlig fremover ske i Jejsing, hvor storkeparret nu består af to tidligt ankomne vesttrækkere. De tidligere indbyggere på reden er begge storke, der har været i Afrika for at overvintre, og de må nu se deres rede overtaget af nye storke, og må selv videre, medmindre de da kan kæmpe sig tilbage på reden.
Som vi skrev i forrige uge, så er vi i en brydningstid, hvor der rykkes rundt på parkonstellationerne, hvilket for bestandens udvikling er en god ting. Dynamikken i bestanden er genoprettet.
Interessant er det, om den vesttrækkende bestand en dag i fremtiden vil udkonkurrere den østtrækkende. I Tyskland ser man tegn på, at de vesttrækkende storke vinder frem mod øst, og overtager områder, der tidligere var domineret af østtrækkere.
Men det er en historie, vi kan dække på et andet tidspunkt.