Lagt på Storkene.dk 15. november 2021

 

Den danske stork Michaela passerer ækvator
 
Interesserer man sig for storken vil man vide, at en af årets store overraskelser har været at følge ungstorken Michaelas rejse fra Gundsølille ved Roskilde til Afrika. Hun blev i den forgangne sommer udstyret med en GPS sender. Det samme blev ungstorke fra en række sønderjyske storkereder, hvoraf to desværre er omkommet.



Den stiplede linje er ækvatorlinjen,som storken nu befinder
sig omkring. (Kilde: Movebank)



 
Egentlig havde vi regnet med, at Michaela ville trække til Spanien for at overvintre, men hurtigt viste det sig, at hun havde mod på meget mere og satte kursen mod øst – og dermed mod Afrika. Efter et langt ophold i Chad og Sudan, er hun nu trukket videre mod syd og har i den forgangne uge passeret Uganda og opholder sig nu tæt på Ækvatorlinjen i Kenya.
 
”Det kunne tyde på, at Michaela rent faktisk er på vej helt ned til det sydlige Afrika. Her søndag befinder hun sig nordvest for hovedstaden i Kenya, Nairobi. Hun har den sidste uge haft travlt med at komme mod syd og det lader ikke til, at kursen mod syd er slut endnu. Dermed kommer hun endnu engang til at overraske os glædeligt” siger Jess Frederiksen fra Storkene.dk.


 
Stork i Kenya (Arkivfoto)

 
De to andre danske storke, som indgår i GPS projektet er Findus og Simba. De er stadig i Spanien hvor det lader til at de bliver. Begge er på lossepladser henholdsvis nordvest og sydvest for Sevilla i det sydlige Spanien.
 
Går alt vel, vil vi muligvis allerede om 2 år kunne opleve storkene i Danmark igen.


 

Følg storken Michaela på rejsen på pc her
Følg Findus og Simba på rejsen her

Hent Animal Tracker til din Smartphone her



 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS