Lagt på Storkene.dk den  6. maj 2020

Trist og hård tid for Annika

Hanstorken fra Smedager, der siden  2014 har været mage til Annika, kan nu erklæres for død.
 
”Det er så trist, at jeg næsten ikke har ord for det. Her gik man lige med armene i vejret over de seks æg i storkereden, nye danske storkepar og udsigt til mange danske storkeunger. Men det faktum, at Tommy er forsvundet og med stor sikkerhed er død, lægger en stor dæmper på glæden” siger Mogens Lange Petersen fra Storkene.dk.
 
”Man kan ikke se bort fra, at man knytter sig til sådan et dyr og derfor føler man sig lige nu trist. Men når det er sagt, så er trods alt godt, at der er så mange storke i Sønderjylland nu. Havde det været for et par år siden, var chancen for et nyt par langt ringere, end de er nu. Annika skal nok finde en ny ”Tommy”, som kan være med til at give flere fremtidige storkeunger i Smedager”.


 
Annika ruger trofast på de 6 æg. (Screenshot: TV-Syd/Storkene.dk)

 
 

Når æggene klækkes, venter en hård tid

 
Men lige nu handler det om, at der skal ydes hjælp til Annika. Uden hjælp, vil samtlige eventuelle storkeunger omkomme. Storkene.dk forsøgte sig mandag aften med at få lagt fisk på redekanten, men Annika var skræmt fra vid og sans og væk alt for længe til, at det er sundt for æggene.
 
”Får vi bare en eller to unger på vingerne, er det en enorm succes.  Og vi vil gøre alt hvad der står i vores magt til, at Annika får opfostret et par unger. Det er ikke mad og drikke, hun kommer til at mangle. Men mens hun ruger æggene færdige, vil vi ikke forsøge os med at lægge flere fisk på redekanten. Hun er alt for nervøs og ser det som et voldsomt indgreb”.
 
Storkene.dk vil hver dag løbende vurdere hvordan vi bedst muligt kan støtte Annika i de forskellige faser fra udklækning af æggene og når ungerne forhåbentlig vokser. Den mest kritiske tid er de første par uger af ungernes liv.

"Vi vil gå meget langt, men vi kan og må ikke nedtage æggene fra reden for at ruge dem ud og vil heller ikke håndopfordre ungerne, da det giver meget tamme og menneskeprægede storke" slutter Mogens Lange Petersen.
 
 

© Copyright 2020 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS