Lagt på Storkene.dk den 29. marts 2021
 


Kendte storkehanner ankommet

I den forgangne weekend er der kommet hul på trækket af storke. Storke ses nu strejfende mange steder i Danmark, dog hovedsagelig i Sydjylland og på Sjælland. Blandt andet har den gamle historiske storkekøbstad Ribe haft besøg af en stork på reden.

Lørdag var en stor dag i Ganløse nordvest for København, hvor hanstorken (Poul) i storkeparret, der bor hos Christian Friis Bach, ankom om eftermiddagen. Det vakte naturligvis stor glæde hos familien der.
 



Hanstorken Poul er landet. (Foto: Christian Friis Bach)


Søndag ankom hanstorken Kjeld i Flynder i Vestjylland, hvilket vakte stor jubel i hele landet hos de mange danske fans af storken.
 
I Smedager venter hanstorken Clyde på 3. uge stadig på sin mage. Han har dog regelmæssigt haft besøg på reden, men det har været af kombattanter, som ville overtage reden. Magen må han dog vente på lidt endnu.
 
I Gundsølille er der formentlig ved at være æg i reden. Storkeparret Ida og Emil overvintrer og kan derfor komme i gang noget tidligere end hos de trækkende storke. Storkeparret har parret sig igennem flere uger, men det lader til, at de skiftes til at ruge.



Måske et nyt sjællandsk storkepar på vej 
 
I Buerup/Løgtved på Vestsjælland, kan der været noget af en sensation under opsejling. Et storkepar har i fem dage holdt til i området ved Åmosen. Hannen er tysk og fra 2016, mens hunnen ikke er ringmærket og derfor ikke har et kendt ophav og alder.

Der blev søndag opstillet en storkerede ved en gård tæt på det sted storkene fouragerer. Aktionen blev kun mulig ved en stor lokal indsats sammen med Storkene.dk og på blot tre timer var storkereden rejst på en pæl. Som et kuriosum kan det nævnes, at området husede det sidste ynglende storkepar på Vestsjælland i 1959 og indtil 1962 var der er en enlig stork på reden på godset Kattrup. Lykkes det, at få storkeparret til at yngle på Vestsjælland, vil der være tale om noget af overraskelse.


Storkeparret ses her i Løgtved
(Foto: Jan Svejgaard Jensen)
 
”Hanstorken er af sydtysk oprindelse og det er meget overraskende, at en stork vælger at danne par så langt væk fra ”fødereden” udtaler Jess Frederiksen fra Storkene.dk.
 
”Vi kommer til at følge parret tæt den kommende tid og vil forsøge at få flere reder sat i stand i området. På godset Kattrup er der en fin rede, som blot trænger til en kærlig hånd. Den vil vi forsøge at sætte i stand straks”. Se fotos af storkene og den nye rede her


De østtrækkende storke hænger i bremsen

Der mangler stadig storke på reden i Enslev på Djursland og i reden i Eggebæk og Broderup i Sønderjylland. De forventes at ankomme i april måned, hvor hovedtrækket indfinder sig.  Ifølge Mogens Lange Petersen fra Storkene.dk, skal vi dog forvente en lille forsinkelse i ankomsterne.
 
”Hovedtrækket af storke fra øst er desværre noget forsinkede og mange af dem kommer derfor ikke helt så rettidigt på rederne i nord. Balkan og dele af Tyrkiet har været ramt af det ene lavtryk efter det andet, hvilket har besværliggjort trækket for storkene”
 
Her i slutningen af marts kan vi trods alt tælle tre enlige storke på rederne og et – måske to komplette par. Storke kan danne par og komme igang med yngel, hvis de mødes inden den 10. maj. Så der er stadig god tid til at få dannet en del flere par. 


 

© Copyright 2021 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS