Lagt på Storkene.dk 8. juni 2023
To storkepar har unger i reden på Djursland
For første gang siden 1965 er der udsigt til flyvefærdige storkeunger på Djursland. Djursland huser i år helt sensationelt to beboede storkereder, hvoraf den ene findes på Kastaniegaarden i Revn, og den anden på en træstamme lige udenfor landsbyen Ramten. Sidst, der var et yngleforsøg på Djursland, var i 2020 i landsbyen Enslev lige vest for Grenå, men dengang var vejret, i modsætning til i år, ekstremt ustadigt og koldt, da ungerne kom til verden, og de døde derfor hurtigt. Men en meget glad Frank Erichsen beretter nu om klare tegn på storkeunger i storkereden på Kastaniegaarden. Samme melding kommer fra Ramten.
Og i år ser vejret helt anderledes ud end i 2020. Med udsigt til tørvejr og varme i de næste 14 dage er mulighederne for at få flyvefærdige storkeunger på vingerne i august gunstige. Det siger storkeeksperten Hans Skov, der dog ikke er helt ubekymret.
"Kulde og regn er den største dræber af storkeunger. Desværre kan også tørke være skæbnesvangert for et storkepar med små unger. Ungerne er i de første par uger af deres levetid helt afhængige af små fødeemner, såsom orme og biller. Djursland har lige nu et tørkeindeks på 9 på en skala, der går til 10. Dermed er jordskorpen hård som beton, og orme vil være en mangelvare, så længe der ikke kommer regn. I Sønderjylland er storkene blevet reddet af markvanding. Storkene har fundet ud af, at steder med markvandere er fantastiske steder at lede efter regnorme. Ormene kommer op til overfladen, når jorden vandes, og så kan storkene gå og spise. Der markvandes dog ikke i samme udstrækning på Djursland," siger Hans Skov.
Storken våger over ungerne på Kastaniegaarden (Foto: Hans Skov)
Udlagt føde kompenserer for de manglende orme
For at kompensere for den manglende naturlige føde, er der både i Ramten og på Kastaniegaarden i Revn udlagt suppleringsføde til storkene, sådan at storkeungerne ikke kommer til at lide sultedøden. Det er Mogens Lange Petersen fra Storkene.dk, der, sammen med de respektive storkeværter, står for dette projekt. Og det fungerer, fortæller Mogens Lange Petersen.
"I både Ramten og på Kastaniegaarden i Revn æder storkeparrene af den udlagte føde. Det er virkelig glædeligt, for det er med til at holde hånden under storkeparrene og deres unger i denne ekstremt svære og tørre tid. Uden denne støtte vil jeg vurdere, at de fleste af storkeungerne ville gå til."
Storkereden i Ramten ligger idyllisk (Foto: Hans Skov)
Nu skal det være slut med døde storke på Djursland
Peter Staunsbjerg, der er naturfotograf og bor i Trustrup på Djursland, glæder sig over fremgangen for storkene på Djursland. Han ser frem til at se levende storke på Djursland i år.
"Jeg har fulgt storkene på Djursland i flere år som naturfotograf. Det første storkebillede tog jeg for 9 år siden af 7 storke på en mark tæt på, hvor jeg bor ved Trustrup. Som naturfotograf er det altid spændende med noget anderledes. Det blev noget mere spændende i 2020, da et par storke flyttede ind på en rede ved Enslev. Dem fulgte jeg tæt og fik nogle gode oplevelser indtil en dag, hvor jeg havde en aftale med TV2. Da vi ankom var storkeparret væk fra reden, og via en drone fik jeg fortalt, at der lå 2 døde unger i reden.
Sidste år havde Peter Staunsbjerg den kedelige oplevelse at hente en død stork, som var blevet påkørt at letbanen. Det var lidt en flad fornemmelse for ham, at stå med sådan en stor flot død fugl i favnen.
"Nu har jeg set døde storke nok, først de døde unger i 2020 og så en død voksen stork i 2022. Det er på tide med succes for storkene på Djursland. I år har der været mange storke forbi, oven i købet en stork lige uden for min dør, og en uge senere 4 stk. samme sted. Den dag var der 15 storke på Djursland."
Opgylpning af mad til ungerne i Ramten (Foto: Peter Staunsbjerg)
"Heldigvis ser det ud til, at der sker noget i år, og i skrivende stund ser alt positivt ud. Jeg håber bare på noget held til begge storkepar her på Djursland, og jeg glæder mig til at se de første små næb stikke op af reden, det vil være første gang i rigtig mange år, det sker på disse kanter," slutter Peter Staunsbjerg.
Går alt vel, skal der ringmærkes storkeunger på Djursland i midten af juli måned.
Udover de to ynglende storkepar på Djursland, er der storkeunger i Jejsing, Smedager, Rens og i Ubjerg i Sønderjylland, samt i Gundsølille ved Roskilde. I Kliplev i Sønderjylland ruges der endnu på æg, som forventes at klække om nogle få dage.
Der er i år registreret 10 ynglende storkepar, hvoraf de 2 par er ungeløse.
Læs om storkeparrene hvor de beboede storkereder er her.