Velkomstgave venter vestjysk storkepar
"Det er først og fremmest en stor lettelse, at projektet nu kan gennemføres. De mange vandhuller vil ikke blot skabe en større bestand af padder og dermed også et øget fødeudbud til storkene, men vil også gavne den generelle biodiversitet i ådalen og dermed vil en lang række arter få gavn af projektet" udtaler idemanden bag paddevandhullerne, biologen Kåre Fog.
En af ankerne hos DN var, at man var usikker på, om vandhullerne ville skæmme i landskabet. Men det er der ifølge Kåre Fog taget højde for.
"Vi lægger vægt på, at vandhullerne ikke kommer til at støde øjet eller skæmme landskabet, sådan at DN ikke behøver at have bekymringer i den retning. Vi vil gøre os umage for at vandhullerne glider fint ind i landskabet og ser så naturlige ud som overhovedet muligt".
Hunstorken Yvonne søger føde i Flynder Ådal (Foto: Vagn Donskov)
Også formanden for Storkene.dk, Jess Frederiksen, glæder sig.
"Umiddelbart har alle parter vundet i denne sag, men den største vinder er dog storkeparret, der kan se frem til en velkomstgave, når parret snart igen troner på reden. En gave, som vel at mærke først kan indløses om nogle år, når vandhullerne er etableret og er fuldt effektive og som vil gøre storkeparret og andre storke i området selvforsynende".
"Uden storkene, var projektet næppe muliggjort. Dette projekt viser, at når storken igen yngler hos os, er mange gavnlige biotopsforbedringer mulige og sætter en streg under, at danskerne vil storken det godt".
Hvor skal pengene komme fra?
Tilladelsen til projektet var en af de helt store sten, der først skulle ryddes af vejen, inden Storkene.dk kunne gå videre til næste vigtige fase. For hvor skal pengene komme fra?
"Nu kender vi rammerne for projektet og kan endelig gå i gang med at få indsamlet tilbud på projektet fra udvalgte entreprenører og herefter vil vi søge fonde om midler til projektet. Vi har budgetteret med en pris på op til 300.000 kroner, men reelt set ved vi ikke, om de 300.000 kroner er nok" udtaler Jess Frederiksen, der dog er fortrøstningsfuld.
"Vi er helt sikre på, at der ude i landet er både fonde og private personer, der vil støtte storken og vores kamp for den. Vi tror derfor på, at vi om få år har 20 paddevandhuller klar, der falder naturligt ind i landskabet og giver mad til et eller flere storkepar i området - og forbedrer den generelle biodiversitet".
Det landskendte storkepar Yvonne og Kjeld er endnu ikke landet i reden, men kameraet, der overvåger storkeparret og deres unger, tændes i den kommende weekend. Sidste år ankom hanstorken den 7. april og hunstorken fulgte godt et par uger senere og ankom den 23. april.
Yderligere information om denne nyhed:
Kåre Fog – tlf. 29 21 22 02
Mogens Lange Petersen – tlf. 60 52 21 00
Billeder kan bruges med angivelse af kilde ©Storkene.dk.