Lagt på Storkene.dk den 2. februar 2020


Mød folkene bag Storkene.dk
 
Den 8. marts skydes foråret i gang på Barresøgård i Lynge. Det sker når vi holder den årlige generalforsamling i Storkene.dk, hvor vi samles og ser tilbage på det forgangne år – og ikke mindst, ser frem mod den kommende meget spændende sæson. For Storkene.dk bliver der tale om den 13. sæson som forening.



Som sædvanlig er rammerne den idylliske besøgsbondegård Barresøgård, hvor næstformand Lars Juel Sørensen dækker op med økologisk kaffe, te,  saftevand samt blødt brød. Gården er ideel hvis man tager familien med, da det er muligt at opleve alle de almindelige danske husdyr. Lars holder dog også mere eksotiske racer - blandt andre vil man kunne møde de majestætiske påfugle og minisvinene Otto, Ruth og Pia. Er vi heldige, vil de første lam være kommet til verden på Barresøgård. Og så er der naturligvis storkerede på gårdens tag – dog vist nok uden beboere.

Og med storke, der bare kommer tidligere og tidligere tilbage fra vinterkvarteret, så kan det ikke udelukkes, at storkene er landet i Danmark når vi mødes.



Storkene er måske landet når vi holder generalforsamling 
(Foto: Hans Skov)


Ny bestyrelse på vej 

På generalforsamlingen vil man have mulighed for at høre formand Jess Frederiksen berette om året der gik og om de planer, der er for de kommende år i Storkene.dk. 

Der er også mulighed for at hilse på både nye såvel som gamle ansigter i foreningen. Mogens Lange Petersen, som mange af jer kender som ”manden i storkereden”, lægger vejen forbi Lynge sammen med Jesper Leegaard, der stiller op til bestyrelsen. Efter Alf Blumes bortgang i september 2019, sker der nemlig en rokade i foreningens bestyrelse.


Storken byder dig velkommen ved ankomsten til Barresøgård
(Foto: Lars Juel Sørensen)

Udover Jesper Leegaard, vil man også kunne hilse på Per og Louise Fjeldgren, der er de heldige værter for storkeparret i Flynder. Louise Fjeldgaard stiller op til bestyrelsen som suppleant. Også Benny Appel, der er vært for storkeparret i Smedager samt Jens og Susanne Andersen, der siden 2007 har haft storkeparret Ida og Emil boende på toppen af deres skorsten, vil muligvis være tilstede på Barresøgård.
 
De to nye bestyrelseskandidater beretter her kort om deres baggrund.

Jesper Leegaard

Jeg er født i 1968 og opvokset på et landbrug i Thy, hvor jagt- og naturinteresse fyldte meget. Husker at hele familien kørte til Vesløs for at se storkeparret dér.

Senere er jagten lagt på hylden og fuglene er blevet min store passion. Jeg har været medlem af DOF siden teenageårene og er aktiv i bestyrelsen for DOF Sønderjylland og Feltarbejder i "Projekt hedehøg". Det er de danske ynglefugle, som er drivkraften i min interesse.


Jeg bor i hus i Vester Lindet ved Gram i Sønderjylland med min hustru - har tre børn hvoraf den yngste endnu bor hjemme. Arbejder som teamleder i det grønne område i Vejen Boligforening.



Jesper Leegaard


Louise Lund Fjeldgren

"Jeg er 41 år, og er gift med Per. Sammen har vi to børn, Katrine på 10 og Eigil på 8. Vi bor på en landejendom, der ligger i Flynder ådal, ved Bækmarksbro i Vestjylland.

Jeg er faglært landmand med speciale i islandske heste og arbejder til dagligt på et kvægbrug, hvor jeg tager mig af alle kalvene. Min fritid bliver brugt på vores islandske heste, ridning og kørsel.  Natur og dyr har jeg altid haft en stor interesse for.

Men interessen for storke, kom først i foråret 2019, da et storkepar flyttet ind i vores gamle storkerede i  baghaven. Reden var gammel og forfalden og  havde aldrig haft besøg af en stork - og ingen troede det ville ske. Det var en vild oplevelse at se dem oppe i reden og at følge med deres liv"


Louise Fjeldgren


Storken i Europas sidste diktatur

Efter generalforsamlingen vil Jess Frederiksen og Mogens Lange Petersen holde et billedforedrag med udgangspunkt i en rekognosceringstur til Hviderusland, som Hans Skov, Mogens Lange og Jess Frederiksen foretog i sommeren 2019. Det blev til mange spændende oplevelser, der adstedkom et større arsenal af fotos, som Hans Skov skød under turen til dette meget anderledes land i den centrale del af Østeuropa.

Hviderusland betegnes i dag som Europas sidste kommunistiske diktaturstat.  Men storken er ligeglad med demokrati.  Den stortrives nemlig endnu i Hviderusland.


Storkerede i Hviderusland -  dem hører du mere om den 8. marts
(Foto: Hans Skov)


For dem der har tilmeldt sig den store storketur med Storkene.dk til Hviderusland, vil billedforedraget være en god appetitvækker på hvad der venter forude, såsom myg, hoteller med 0 stjerner og hundredvis af storkepar i et eksotisk og uddøende miljø. Det kan iøvrigt nævnes, at stoketuren er udsolgt for længe siden. 

Vil man se storke sammen med Mogens Lange Petersen, er der dog mulighed for det senere i juni måned, hvor han er vært på en tur til Sydslesvig, hvor storken trives og bestanden vokser.  Den tur vil Mogens fortælle mere om den 8. marts.
 
Storkene.dk glæder os til generalforsamlingen og ser meget frem til en god drøftelse med medlemmerne.

Men husk blot på, at tilmelding til Merete Carøe er nødvendig.
 
 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS