Lagt på Storkene.dk 15. juni 2022



Udsigt til 12-13 danske storkeunger i 2022
 

Ikke siden 1996 har der været udsigt til så mange danske storkeunger, som resultatet ser ud til at blive i 2022. Går alt vel, vil der i juli og august flyve hele 12-13 storkeunger fra de danske storkereder. Det er noget, der lover godt for fremtiden og underbygger det faktum, at storken er i fremgang.

”Med tanke på, at vi har 8 danske storkepar i 2022, kan 12-13 storkeunger måske ikke synes så højt. Men da det kun er de 4 storkepar, der har unger i reden i år, er resultatet nærmest enestående godt,” vurderer storkeeksperten Mogens Lange Petersen fra Storkene.dk.
 
”Tallet kunne endda have været meget højere, hvis ikke storkeparret i Broderup i Sønderjylland fik ryddet reden for æg af et aggressivt par nilgæs, og hvis storkeparret i Flynder i Lemvig Kommune var blevet forenet i april måned. Hunstorken ankom desværre meget sent tilbage fra vinteropholdet og der gik kludder i pardannelsen. Vi er dog meget tilfredse med det resultat, det tegner til at blive”.




Storkeparret i Rens, Sønderjylland (Foto: Eivor Rosenquist)
 
 

Overrasket storkeekspert
 
I Jejsing i Tønder Kommune er der storke på reden for første gang siden 1954, og her er der 3 unger i landsbyens storkerede. Det er noget, der overrasker storkeekspert Mogens Lange Petersen.
 
”Vi troede, der var 2, men der er med sikkerhed set 3 unger. Området storkeparret har slået sig ned i, er ikke specielt godt egnet til storke i relation til fødemuligheder, og det gode resultat skal derfor nok ses i lyset af, at storkeværtsparret Henning og Eva Andresen, har været gode til at lægge det tilskudsfoder ud til storkene, som Storkene.dk har leveret til dem. Storkeparret æder nu hver dag cirka 3 kg fisk, som Eva og Henning Andresen udlægger til storkene 3 gange dagligt. Uden denne hjælp var det nok kun blevet til en enkelt unge”.


Storkeparret fodres her af Eva Andresen (Foto: Hans Skov)

                                                                                                             
I Rens, ligeledes i Sønderjylland, yngler et nyt ungt storkepar for første gang. Her er der mindst 2 og måske 3 unger i reden.
 
”Når man tænker på, at det er et helt nyt og urutineret storkepar, er det absolut godkendt, hvis de får 2 unger på vingerne. Det er ikke altid det lykkes for helt unge storkepar at få unger på vingerne, da de ofte kludrer gevaldigt i det,” udtaler en glad Mogens Lange Petersen.
 
Storkeungerne i Jejsing og Rens skal ringmærkes den 26. juni, og samme dag får en af storkeungerne i kuldet på 2 i Smedager ved Tinglev sat en GPS på. Dagen før bliver 2 storkeunger i Gundsølille udstyret med en GPS sender, sådan at man kan følge dem på trækket.



Lige syd for grænsen – storkebestanden er fordoblet
 
Syd for grænsen er der også stor fremgang at spore i storkebestanden. Der er ikke kommet tal fra alle de tyske delstater, men fra Slesvig Holsten står det allerede nu klart, at storkebestanden har taget endnu et stort hop frem. Her er storkebestanden udelukkende steget fra 2005 til nu, og har nået et niveau, som sidst er set i 1979. Der tælles i år 420 par, hvilket er en fordobling siden 2010, hvor der ynglede 170 par. Også her er der udsigt til langt flere storkeunger i år, end der var sidste år.


 
Status i de danske storkereder ser sådan ud:
 
Smedager ,Sønderjylland – storkepar med 2 unger
Jejsing, Sønderjylland –  storkepar med 3 unger
Rens, Sønderjylland – storkepar med 2-3 unger
Ribe, Sydvestjylland – ungt storkepar uden unger
Flynder, Vestjylland – storkepar uden unger
Revn, Djursland, ungt storkepar uden unger
Gundsølille, Sjælland - storkepar med 5 unger

Læs mere om de danske storkepar her
Læs mere om GPS projektet her
Læs mere om fremgangen for storken i Vesteuropa her

 

© Copyright 2024 | Storkene.dk 
Powered by: Webex ApS